Gammel dansk Bitter Dram

38%, 70 cl. De Danske Spritfabrikker (Svensk ejet)
Kongen af bitter, et stykke dansk kultur, en historie om velfærds-Danmark, omgangsformer og adfærd fra 1964 og frem til i dag. Den ene af spritfabrikkernes juveler (den anden Rød Aal­borg) komponeret på 29 urter, krydderier og blomster, heriblandt rønnebær, laurbær, anis, stjerneanis, pomerans, kanel, gul ensian, inge­fær, angelicarod og muskat. Gl. Dansk dækker 2/3 af bittersalget. Så populær, at da Roskilde Tidende 1. april 1976 bragte historien om et lavpris-udsalg af en fejlproduktion på 6.000 liter på byens spritfabrik, stod tusinder med flasker og dunke i alenlange køer for at få en andel af miseren. De havde blot overset datoen. Aprils­nar!
 
Gammel danske bitter
En bitter-historie om det danske kongerige, der skabte en kulturskat, mens velfærden kom til landet og kvinderne fik smag for indflydelse.
For 39 år siden blev der skabt et stykke dansk kultur, som er aner­kendt langt uden for vore grænser som noget af det mest typiske for vort lille kongerige og dets borgeres adfærd.
Danskerne har ikke helt selv fattet det, for det faldt så naturligt i deres omgangsform og vaner, at det ikke var noget at tale om. Men spørger man udlændinge, så identificerer de os straks ved denne opfindelse - eller snarere dette begreb.
For der er tale om en drik, der har fået en bredere betydning. Den dækker på mange måder udlændinges syn på vor adfærd og det udefinerbare "hygge". Det skildrer en tradition for det knap så forfinede, det mere jordbundne og rustikke, lidt sparsommelig enkelhed kombineret med livskrydderi.
Manden, der skabte kulturskatten, er kun kendt af få. JK. Asmund var produktionschef på De Danske Spritfabrikker i Roskilde i 60' erne. Sammen med sine medarbejdere fik han til opgave at ska­be en dansk bitter. "Den skulle være ny. Det skulle være en dram, blød, men alligevel bitter.." Formålet var at fremstille et slagkraftigt dansk modstykke til de to udenlandske bitter-succeser - den tyske halvbitter Jogermeister og urtekradse italienske Fernet Branca.
Eksperimentet tog tre år, for der blev gået yderst videnskabeligt til værks i Roskilde. Asmund, medarbejdere og udvalgte paneler smag­te droge-ekstrakter til nær kvalmestadiet. Men til sidst fandt holdet kombinationen mellem 29 forskellige urter, krydderier og blomster, tilsat 38 pct. alkohol. Og her med var der skabt en dansk kultur-iden­tifikation på niveau med Tivoli, Legoland og Kronborg.
For når man i dag præsenterer sig for udlændinge, der har været i Danmark, og elskværdigt forhører sig til, hvad de har oplevet, så fal­der svaret prompte som det mest naturlige: "Ja, og så har vi smagt Gammel Dansk". Hvorefter de angiver en mine, der antyder, at den drik skal man lige vænne sig til som udlænding.
Men udlændinge nævner Gl. Dansk, fordi de gerne vil vise, at de kender vore nationalklenodier, og fordi de klart har opfattelsen af, at denne bitter udgør et omdrejningspunkt i den særegne danske tradi­tion og kulturarv. Med mindre Die Danen ikke lige er optaget af deres foretrukne ritual: de sagnomspundne skåle i den uundværlige klare akvavit. Udlændingene har set det bedre, end vi måske selv har erkendt det. For trods påvirkning fra omgivelserne - EU og globalise­ring - står der stadig mest dansk sprit på danske frokostborde og i barskabe.
Hver tredje flaske spiritus, der omsættes i Danmark, er akvavit. Hver sjette er bitter. Og ud af hver tre solgte flasker bitter, udgør Gl. Dansk de to. Ca. 2 mill. flasker pr. årl
 
Intet morgenbord uden morgenbitter
Men udlændingenes forestilling om traditionsrige danske drikke er samtidig i stigende grad et billede på det gamle kongerige, et ind­tryk fra det tidligere århundrede, på 60'ernes og 70'ernes velfærds­Danmark med den lånefinansierede villa, Volvo og vovse-materialis­me. På det tidspunkt drak danskerne dobbelt så meget bitter som i dag.
Gl. Dansk, spritfabrikkernes tidligere Krabask og landsoldat, Jagermeister, Underberg og Boonekamp var på bordet ved den mindste anledning. Bitteren var blevet et begreb og hang uløseligt sammen med landets nye møde- og arbejdskultur.
Fælles morgenbord med rundstykker på arbejdspladsen: Vupti, der stod også en flaske Gl. Dansk. Servering på SAS-morgenfly fra Aalborg til København: Skulle det være en mini-Gl. Dansk. Eftermid­dagsmøde hos landinspektøren, advokaten, i kommunens tekniske udvalg, hos handelsstandsforeningen: små glas til kaffen og en bit­terflaske på bordet.
For slet ikke at glemme jubilæer eller andre begivenheder, der skulle fejres. Straks stod den der - bitteren - og som oftest var det af mærket Gl. Dansk. De fleste elskede det og snuppede gladeligt to eller flere, så længe flasken blev budt rundt. Et mindretal syntes, det var ret voldsomt og nøjedes med at nippe. Men i 70'erne var det ikke på mode at vrænge på næsen, når der blev budt bitter, så man lod som ingenting.
Gl. Dansk og bitterens generelle succes var en epoke i Danmarkshistorien, som med rette kunne gøres til et afsnit i enten Paul Hammerich eller Leif Davidsens TV-serie "Gamle Danmark". Måske med overskriften "de lidt slørede år", for der blev virkelig inhaleret store mængder både på arbejde og uden for arbejdstid.
Men Gl. Dansk og bittertiden var også identisk med en overgangsperiode. Bitteren blev succes, fordi den var mere mondæn og erstattede traditionen med den gamle brændevin eller kaffepunch ­snaps i kaffen - fra det meget ældre danske landbrugssamfund. Den blev som drik også symbol på klasseudjævningen i det nye Danmark efter krigen. Hvor postarbejder "Røde" tidligere tog en fyraftensba­jer i banegårdscafeen, mens der blev serveret sherry hos bankdirek­tør Varnæs ved 17-tiden, kunne de begge 30 år senere mødes på mere lige fod over en Gl. Dansk.
Bitteren og især Gl. Dansk kunne samtidig tilskrive sin succes, at det blev drikken, der tegnede det første tiår af den begyndende lige­stilling mellem kønnene. Den så højst priste Røde Aalborg var jo absolut ikke en kvindedrik. Brændevin var anset for at være alt for simpel nydelse for hunkønnet. Så man kvinder drikke snaps på en bar, tænkte enhver sit.
Med bitteren blev det anderledes. Den brød et tabu. Nu blev det legalt. Kvinder kunne pludselig skåle med på lige fod - og lige så naturligt som mænd gjorde det. Selvom der sådan set bare var sket den ændring, at alkoholen havde skiftet farve. At akvakvit var blevet til en bjesk. Men det blev accepteret, fordi bitteren udgjorde kom­promiset - middelvejen mellem herrernes skarpe drik og kvindernes tidligere tilladte - Cloc-likør.
 
Sundhedsbølgen slog bitter-kulturen ned
Bitter-boomet varede til først i 80'erne. Så blev Danmark ramt af sundhedsbølgen og vinen. Den første kom fra USA med stor støtte fra præsident Jimmy Carter, hvis puritanske sindelag var bestyrtet over det amerikanske forretningslivs Dry Martini-frokoster midt i konjunktur-krise. Nu var det "yt" med stærk alkohol, nu lød parolen på fitness, sund kost og frugtsaft. Og skulle der drikkes, skulle det være lav-alkohol.
Hermed fik vinen for alvor fodfæste som andet end festdrik ved særlige lejligheder. Men med måde. Det enkelte glas hvidvin til fro­kost, det enkelte glas rødvin til middagen. Max to genstande pr. dag til kvinder, max tre til mænd.
Man kan diskutere, om budskabet om mådeholdet blev forstået. Men forbruget af spiritus i Danmark - især akvavit og bitter - er kon­sekvent dalet siden 1982. Omsætningen af begge drikke er mere end halveret på 20 år, hvilket især har været føleligt for den danske hoved producent: De Danske Spritfabrikker - nu på svenske hænder.
Tilbage på hylderne står dog stadig et stort udvalg af den danske bitter-tradition. Henved en snes mærker, hvoraf halvdelen er landskendte, mens de øvrige udmærker sig ved at spille på regional tilknytning: Aalborg Balsam, Sct. Clemens Bitter (Arhus), Fæstningsbitter (Fredericia), Hivert - en jysk bitter, Gammel Jydsk Bjesker og Born­holmer Bitter. Både navne og etiketter mere end antyder fornemmel­se for hjemstavn eller trygt møde i lauget og logen.
Og så er der alle dem, som det kræver både lokalkendskab og venskab at komme til at smage på: de privat fremstillede baseret på Brøndum eller vodka tilsat urter og krydderier efter den hemmelige recept fra enten den gamle apoteker, formanden for pumpelauget eller jægerforeningen.
De bliver indtaget solo, når vejret er riv-og-rusk, som hjertestyrk­ning i en kold tid eller når en ru hals skal blødgøres.
Men bedst nydes de i samværet, i glæden ved gensynet, de løftede glas og den fælles: Skål!

97 år i 2013

Så gammel blev skaberen af den karakteristiske danske bitter Gammel Dansk, Jørgen Ketil Asmund. Han er i januar 2013 afgået ved døden.

Han var uddannet kemiingeniør og produktionschef for De Danske Spritfabrikker i Roskilde, da han i begyndelsen af 1960'erne blev bedt om at skabe en god, dansk bitter. Kravene til den nye drik blev udspecificeret: »Den skal være ny, det skal være en dram, og den skal være blød, men alligevel en bitter«.

Efter tre års eksperimenter havde Asmund og hans medarbejdere udviklet den bitter, vi kender som Gammel Dansk i dag. Efter at have indsamlet bitteropskrifter fra hele landet og eksperimenter med hundredvis af urter og krydderier endte de op med kombinationen af de ingredienser, der den dag i dag udgør Gammel Dansk.

Opskriften er hemmelig, men siges at bestå af 29 urter, krydderier og blomster. Rønnebær og ensianrod indgår. Asmund blev 97 år gammel og står også bag drikke som Porse-snaps, Den Tapre Landsoldat og Krabask.

Gammel Dansk er med 50 år på bagen fortsat landets mest populære bitter.

Æret være hans minde.