★★★
Frisk og blød
Superbest/Gobi Vin
75 kr.
Den vin oser af Toscana og Sangiovese-drue. Frisk, blød og ren med toner af kaffe, viol og velhængt kød. Dejlig ukompliceret at drikke. Vil tiltale mange ganer.
Den perfekte vin til pasta
En af de gastronomiske discipliner, som nordeuropæerne har taget til sig med størst kærlighed, er de tusinder af vidt forskellige pastaretter og -traditioner, som Italien byder på. Og netop her viser de Sangiovesebaserede rødvine deres alsidighed. Sangiovese-druen stortrives i Toscana og leverer saftige, livlige og let krydrede rødvine. De matcher med lethed olivenolien, den krydrede tomatsauce, urterne, hvidløgene, chili-peberen og de fintsnittede grønsager fra Midt-og Syditalien samt de federe og mere syndige saucer med fløde, smør og ost fra Norditalien.
Især i Chianti og Morellino di Scansano finder vi saftige, fornuftigt prissatte og elegante vine til pastakøkkenet. Fornøjelsen bliver endnu større, hvis man husker italienernes gode fif. Server rødvinen et par grader mere sval end du plejer, svarende til ti minutter i køleskabet, så træder frugten og alle de fine nuancer langt bedre frem.