Chartreuse

Munkelikøren fra de franske alper
Hvis nogen likør stiller krav og kræver omtanke er det Chartreuse.
Den fås herhjemme i den milde gule (40%) og den stærke grønne (55%) udgave samt i et 71 % eliksir-koncen­trat. Alle - men især de stærkere vari­anter - er smagsbomber. Der findes ingen likør, der kommer blot i nærhe­den af dens intense komplekse smag, som indrammes af søde honning­toner. Det er forbilledet for likør i kraft af dens egenart og dens eksem­pel på, hvad der kan lade sig gøre. Men der har også været arbejdet på det et stykke tid.
Allerede i 1605 begynder de kar­teusiske munke i klostret Grand Chartreuse mellem Mont Blanc og Grenoble at fremstille likøren efter en hemmelig recept. Både Karteuseror­denen og likøropskriften var af langt ældre dato. De første munke kom til de franske vestalper i det 11- århun­drede, hvor de kultiverede vildnisset, fandt jernmalm og i Korsriddertiden blev kendt viden om for deres for­nemme smedejernskunst. Senere tog ordenens fornemme kloster form på de stejle skråninger i bjergland-ska­bet.
Recepten fik munkene som tak for udført hjælp af en vis marskal d'Estrees. Formularen var kendt som "eliksiren til et langt liv" og i begyn­delsen holdt munkene drikken for sig selv. Men senere spredtes rygtet, at de var i stand til at fremstille en gan­ske særlig drik. Så munkene modifi­cerede opskriften til en mere imøde­kommende drik og sendte den grøn­ne version på markedet i 1745. Knap 100 år senere fulgte den mil­dere gule version.
Chartreuse hævdes at indeholde mere end 130 ingredienser og den gamle formel skulle præcisere, hvor hver enkelt bestanddel skal findes og på hvilket tids­punkt af året, det er bedst at høste. Men hvad der gør likøren meget interessant er, at alt er naturligt fremstillet. Ikke kunstig tilsætning eller farve. Hvad der står i glasset er fra naturens hånd forarbejdet af kyndige hænder.
Karteuser-likøren sælger i dag sig selv alene på renommeet og den historiske fortid. Tusinder besøger årligt destilleriet i byen Voiron, hvor et fåtal af munke i stilhed tusser rundt og overvåger processen. Det meste styres imidlertid pr. fjernkontrol fra klosteret godt 30 km væk. Og her har ordensbrødrene også tradition for fåmælt tale. Så opskriften er svært at få fat i.
Så tilbage er oplevelsen af duften ­fyrrenåle, ozon og anis - og den koncentrerede smag af blomst, frugt og et voldsomt smæk af urt i afslut­ningen. Alt sammen elegant indpak­ket i den cremede honningsødme.