Vodka -

Alt gælder i det store vodkaslagsmål
Engang var den ukrainsk og blev drukket i små skåleglas, ligesom vores akvavit. Siden blev den østeuropæisk og international, og i dag er den global med samme sikre sigte: det amerikanske mar­ked.
Dagens drøm er at gøre vodka­lykken i USA, og da vodka nu er som vodka er, har anstrengelserne for at vinde en markedsandel i Vor­herres eget land især været en ud­fordring for reklamebranchen. Det skyldes vodkaens karakter. Der kan ikke skrives patinerede historier om fad lagring i dybe kældre eller laves spændende blindsmagninger. Dertil er vodkaens smag for ano­nym.
Sådan vil amerikanerne også have den. Den skal i drinks og skal "kun" være et rent og godt pro­dukt. Men - og det har de moderne 'reklamefolk hurtigt opdaget - ame­rikanerne vælger det mærke, der er "noget særligt". Kort sagt: de køber gerne etiketter, historier og nostalgi.
 
Russernes vodka
Det begyndte med Smirnoff, der havde leveret vodka til czaren, men faldt med ham ved revolutionen i 1917. Familien Smirnoff måtte flyg­te til Paris, kun iført recept og op­timisme.
Smirnoffs gennembrud kom ef­ter 2. verdenskrig, da en restaurant på Hollywoods Sunset Boulevard mixede drink'en "Moscow Mule" af Smirnoff vodka og Ginger Beer, fordi restauratøren havde et parti øl, der var ved at blive dovent.
Det var mens de kolde vinde blæste på hver side af jerntæppet, og det forhøjede sikkert fornøjelsen i USA at drikke en original ukrainsk vodka "fra czarernes tid", selv om recepten efterhånden var amrika­niseret.
Men vodkaen blev populær, og alle kendte i hvert fald en russer: Smirnoff. Modelunet bredte sig til Europa, og Picasso pustede til moden ved at konstatere, at blandt efterkrigstidens største opdagelser i Europa var "Brigitte Bardot, mo­derne jazz og vodka".
 
Finnernes vodka
Andre fik ideen. Reklamefolk fandt ud af, at for vodka var det "rene, klare, kølige og nordiske" sagen. Gerne tilsat en lille historie, og ger­ne af mytisk karakter. Og så gjaldt det om at designe, så ikke et øje ville forblive tørt, og i hvert fald ikke en eneste gane.
De kreative finner kom først. De spillede ud med deres trumfer: glaskunst og komponisten Jean Sibelius. Vodkaen fik navnet Fin­landia og blev indpakket i en nubret flaske, der skulle minde om en fros­sen isblok. Fantasifuldt, må man sige. Og som supplement hentede man en gammel legende om to hvi­de rensdyr fra Lapland, solen og månen. Og hvis man ser dem på samme tid, så må man ønske sig lige, hvad man vil. Den slags logik er klar tale på alle sider af jerntæp­per og koldfronter.
Finlandia fremstilles på et destil­leri i Rajamaki af det statslige "Alko Ldt.", og vodkaen er for længst blevet et verdens navn. Det er en blød, ren vodka med let korn­smag. Den lader sig let nyde alene i afkølet tilstand.
 
Svenskernes vodka
Finnernes succes gav genlyd over den Botniske Bugt, hvor det sven­ske monopol Vin- og Spritcentralen, der står for al import, fremstilling og grossistvirksomhed af vin og spiritus, havde brug for en givtig konkurrent til finnernes vodka og danskernes akvavit.
Svenskerne tog udgangspunkt i tidligere tiders vodkaproduktion (især i Skåne), og i 1979 blev Abso­lut Vodka sendt på markedet.
Dette mærkes succes er siden blevet en lærebog i dygtig produkt­udvikling og genial markedsføring.
Det første år solgtes 90.000 liter. I 1988 havde salget nået 24,7 millioner liter, og vodkaen blev eksporteret til mere end 40 lande. Det gav "Forbuds-Sverige" en årlig eksportindtægt på en halv millard kroner, og Absolut er i dag det stør­ste importerede vodkamærke i USA.
Man kan diskutere, om det er en fiks indpakning og en smart markedsføring eller indholdet i flasken, der bør afgøre et spiritusprodukts succes. Men Absolut reddede altså V & S's fabrik i Åhus i Skåne fra lukning og sikrede endog en mangedobblet produktion. Vodkaen selv er god og velsmagende, og den viser tydeligt, at i følge svensk tradition er grænsen mellem korn­brændevin og vodka flydende.
 
Danskernes vodka
Danskerne har ingen vodkatradi­tion, men vi har tradition for at få gode ideer, og da Danmark (i hvert fald set udefra) tilhører Norden, kan der godt spilles på det nordiske i Danmark.
Først forsøgte vi med Grønland, for hvis noget skulle være klart, rent og frostklingende, var intet. mere indlysende end at bruge indlandsisen. Det var jo endda vand fra længe før olieboringernes og de nedfaldne atomflys tid.
Ice Cap Vodka kom vodkaen til at hedde, da den blev lanceret i 1975 af "Golf Wine & Spirit". Siden er der kommet hjemmestyre på Grøn­land, så nu hedder den Sermeq Vodka, men udstyret er det samme: hvidt isbjerg på blåt hav. Klart og køligt.
Sidste år kom så Daneka Vodka, der produceres af Peter F. Heering for et udenlandsk firma. Indtil vi­dere kan den i Danmark kun fås i lufthavnens tax-free afdeling, men Daneka er heller ikke beregnet på danskerne. Selvom indholdet er fra Spritfabrikkerne og indpakningen fra Holmegaard, er sigtet endnu engang det sultne amerikanske marked.
 
Optøningens vodka
Og se til, om det ikke vil lykkes. Det første år er der lavet knap 2 millioner flasker, der præsenteres for amerikanerne som noget meget eksklusivt, både i pris og sjælden­hed. Der er afsat et pænt beløb til markedsanalyser, produktudvik­ling og annoncer, i alt 300 millioner kroner! Altsammen for at komme til at levere nogle af de godt 300 millioner flasker vodka, amerika­nerne drikker hvert år.
Hvad det næste vodka-eventyr bliver, kan vi kun gætte om. Men med østeuropas optøning, kan producenterne af Gorbatschow Vod­ka sikkert score nogle billige, storpolitiske points. Vodkaen har været produ­ceret i Berlin siden 1921, men nav­neligheden er særdeles gunstig.
Og så kan man se det som en skæbnens ironi, at netop den per­son, der har tvunget russerne til større vodkamådehold, bliver den store reklamesøjle for landets tra­ditionelle nationaldrik - i Vesten!