Oprindelse: Frankrig, Champagne, Côte des Blancs
Type: Mousserende tør hvidvin, 12 % vol.
Drue: Chardonnay
Pris: 200-500
Drikkes: flasker på markedet nu skal drikkes inden for 10+ år
En af de mest spændende avlere i Champagne er den ambitiøse og målbevidste Erick de Sousa, som er tredjegeneration med base i grand cru-landsbyen Avize. Han har læst på lycée viticole i Avize og vendte i 1986 hjem for at lede vingården. Hans imponerende arv består af en vingård på 8,5 ha med marker i seks grand cruer i Côte des Blancs og Montagne de Reims og mere end 2,5 ha meget gamle vinstokke, der nu vinificeres separat.
Som en stor beundrer af Bollinger og Krug introducerede Erick små træfade. Han har omlagt dyrkningen, så den er biodynamisk, der gæres med den naturligt forekommende gær, og alle vine gennemgår malolaktisk gæring. Autolysens indflydelse fremmes af poignettage - et gammelt udtryk, der refererer til håndledsbevægelserne, der udgjorde den manuelle remuage, hvilket engang var skik i Avize, men nu er sjælden, fordi det tager for lang tid.
Den bedste vin i det store udvalg er den ansete Cuvée des Caudalies, det sigende navn kommer af caudalies, der er en tidsenhed, som refererer til længden på vinens eftersmag. Den er normalt NV og er lavet på 100% Avize chardonnay fra vinstokke, der er mindst 50 år gamle. Den er fadgæret uden chaptalisering og er lagret efter solerametoden, som man begyndte på i 1996. Den lever fuldt ud op til sit navn og er tæt, intenst frugtig, moden og rigt silkeagtig.I særlige år, måske to eller tre år hvert årti, er der en årgangsudgave, hvor blanding og behandling skifter afhængigt af året, men kvaliteten er konsekvent meget høj. NB
--