Vermouth var oprindelig et lægemiddel, der senere gik over til at blive et nydelsesmiddel. Navnet stammer fra det tyske Wermut, som betyder malurt. I gamle dage blandede man udtrækket af denne urt med vin og drak det mod mavebesvær, leverlidelser og galdesygdomme.
Man bruger stadig malurt i vermouthfremstillingen, men herudover bruges der op til 40 andre aromastoffer fra krydderurter, blomster, frugter, bark, rødder, frø og skaller, der tilsættes forskellige hvide vine.
Vermouth fås halvsød det er den brune - og hvid (både en sød og en tør).
Vermouth var oprindelig kun en aperitif-vin, men i dag er den også en yndet ingrediens i mange drinks. Italien og Frankrig fremstiller de bedste vermouth-produkter, hvoraf de italienske sikkert er de mest kendte.