Billede: Chr. VIII glas og riflede Berlinois, de populæreste vinglas i kongeriget 30 år før og efter år 1900.
Dansk glas har gennem århundreder været lavet på basis af tilkaldte glasmestre, men fra 1920'erne og frem har der udviklet sig en særegen formstilling inden for dansk glaskunst.
Selv om der er fundet (romersk fremstillede) glas i Danmark helt tilbage fra Stenalderen, blev glas først mere almindeligt i Danmark ved overgangen fra 1400- til 1500-tallet. Det var især adelen, der brugte det til vinduesglas, vinglas og flasker, og når man morede sig bedst var det populært at baldre alle 3 former på herregårdene, hvilket sammen med den stigende byggeaktivitet medførte et accelererende forbrug.
Den første danske glashytte opstod på Visborggård ved Mariager Fjord i Himmerland omkring 1552. Lokaliteten er selvfølgelig uden glasværk nu, men ikke desto mindre angivet på Geodætisk Instituts alm. 1:200000 kort med "Glargårde".
Indtil 1650 opstod der vandrehytter flere steder i Jylland, bl.a. en i Vendsyssel, en på Djursland og ved Silkeborg Søerne. Grundet urentabilitet og kongens uvilje til at lade skovene (læs: "adelens jagtdomæner") ende som brændsel i glashytterne, gik den sidste glød for en lang periode ud i de danske glashytter i 1658, og man klarede leverancerne udelukkende i form af import.
Fra 1750 og frem til 1807 fik kongen opført glasværker i Norge (dengang del af kongeriget og som nu med gigantiske skove) som forsynede kongeriget. I 1807 blev søvejen spærret ved krigen mod England, og i 1814 måtte Norge afstås, hvorfor man atter puslede med tanken om at lave glasværker på (reduceret) dansk grund.
Efter et par kuldsejlede tilløb opstod det første, Holmegaard, i
1825 og i løbet af 1800-tallet kom 12 andre til. Glasmestrene blev typisk hentet i Bøhmen, Tyskland og Norge (de norske var ofte efterkommere af glasmestre fra de 2 førnævnte områder, eller oplært af disse), hvorfor fagsproget inden for dansk glas fortfarende er meget germansk.
Fire glasværker blev et
Brændslet bestod nu i modsætning til før først og fremmest af tørv. Alene glasværket i Holmegaard disponerede over en tørvemose på 800 tønder land og beskæftigede hundreder af sæsonarbejdere til tørvefremstilling. En heftig importtold holdt de norske glasværker stangen og den genfødte danske glasindustri blomstrede op. Glasværkerne blev små samfund med egne skoler, pensionskasser og tilhørende jorder til fødevareforsyning. På grund af krige og indenlandsk og udenlandsk konkurrence var der i 1927 kun 4 danske glasværker tilbage: Holmegaard, Kastrup, Odense og Hellerup. De sidste 2 var ejet af Kastrup Glasværk. I 1965 blev hele molevitten fusioneret til Holmegaards Glasværker A/S. I 1975 blev Hellerup og dernæst i 1979 Kastrup glasværk bortrationaliseret og siden også Odense, således at stamfaderen til den nyere danske glasproduktion, Holmegaards Glasværk nu har overlevet alle sine "børn".
I løbet af de seneste årtier er der dog opstået en underskov af små "butiks-pusterier", ikke mindst på Bornholm og i Nordjylland. De er meget små, opereret af en eller få kunstnere og den meget beskedne produktion, som typisk sælges "ved ovnlågen" er ikke primært centreret om drikkeglas. Udviklingen af designet inden for dansk producerede vinglas foregår således fortsat primært i Holmegaard regi.
Dansk glasdesigns barndom
Formgivningen af de danske vinglas var indtil 1920' erne udelukkende kopier eller næsten kopier af de glas, som blev lavet i resten af Europa. Dette var naturligt, da man gennem indvandringen af udenlandske glasmestre designmæssigt nærmest var at betragte som et kar, der var forbundet med resten af Europa.
Et af de mere kendte og fortsat populære glas fra tiden før 1920 er det såkaldte Chr. VIII glas, som blev lavet på flere danske glasværker i perioden 1867-1934 (kegleformet kalk med flad bund og slebne sider fra bund til halv højde samt en "tallerkenagtig", ikke generende udvidelse midt på den korte stilk). Dengang blev disse glas også kaldet for "slebne Berlinere", da de var identiske med det fælleseuropæiske Berlinois design, der forekom både i glatte og i slebne udgaver.
Vurderet ud fra nutidige kriterier for egnede vinglas var nogle andre glas fra samme periode bedre. Det drejer sig om designet "Tøndeform" også kaldet "Baril", som blev produceret herhjemme ca. 1850-1923. Foden var som den på Chr. d. VIII glasset, men kalken var tøndeformet og snævrede således ind for oven, hvilket forstærker vinens duft.
Et endnu bedre bud på et vinglas fra samme periode var Holmegaards "Ægform" / Aalborg Glasværks "Don Carlos" (før 1910!), som koncentrerede duften endnu bedre og som havde glat, lige stilk. Dette glas var langt forud for sin tid og på visse punkter bedre end mange af de glas, som Holmegaard fremstiller i dag!
I 1920' erne begyndte de danske glasværker at samarbejde med danske kunstnere. Ingen af disse var uddannet inden for glasbranchen eftersom det var et helt nyt fænomen herhjemme. Blandt de første betydningsfulde glasdesignere var Orla Juul Nielsen og Jacob E. Bang, og i 1942 kom Per Lütken, hvis design Holmegaard fortsat benytter sig af. Et af de glas fra den første bølge i denne nye æra inden for dansk glas, som var bedst egnet til vindrikning, Jacob E. Bangs "Hogla" (1928), var tænkt og brugt som ølglas. Kalken i dette samlede duften, men glasset var noget tungt.
Dansk glas i dag
I nyere tid er Per Lütken den, som har sat det største præg på designet af vinglas i Danmark. 11971 kom serien "Danske Skibsglas" som desværre forbryder sig mod næsten alle de krav, som man kan stille til et godt vinglas: glasset er for tykt, for tungt (335 g vejer rødvinsglasset - alle vægtangivelser herunder gælder for "rødvinsglas"), stilken for kort og for tyk, kalken er for lille og koncentrerer ikke duften. Balancekriteriet kommer slet ikke til diskussion da man p.g.a. den korte stil er nødt til at holde delvis under glassets fod eller om kalken.
Det meget smukke "Ideelle" fra 1977 er klart bedre hvad facon på kalk og stilklængde angår, men vægten er løbet helt løbsk: 370 g, hvilket ikke mindst skyldes den hinkestens lignende bund. Det nye og ligeledes meget smukke" Malene" er designmæssigt en slanket udgave af Ideelle. Malene vejer kun 175 g, hvilket er acceptabelt. Glasset er tyndt og dermed rart at sætte til læben. Balancen er i orden, såvel som stilkens tykkelse og længde. Glasset opfylder alle kriterier til at være et superbt vinglas på nær at kalken er lidt for lille og at den gerne måtte snævre lidt mere ind ved mundranden for bedre duftkoncentration.
Ballet og Fontaine
I dag har Holmegaard flere designere tilknyttet, hvoraf Michael Bang, som er søn af ovennævnte pioner Jacob E. Bang, står for kendte serier som "Ballet" og "Fontaine". Ballet er den ældste af de to serier og kendetegnet ved en (for) lille klokkeformet kalk og en meget laaaang stilk. På positivsiden tæller god balance, acceptabeltlav vægt (170 g) og god duftkoncentrering. For læben er glasset noget tykt. Den lange stilk kombineret med en meget lille fod gør, at glasset nemt vælter, især hvis der er megen trafik henover bordet af skåle og andet, og at maskinopvask forudsætter, at man har en specialfremstillet indsatskurv. Fontaine er endnu højere end Ballet, men foden er betydeligt bredere, hvilket delvis reducerer vælterisikoen. Glasset er stadig til den tykke side og kalken en anelse for lille (modellen "Bourgogne" i denne serie er dog stor nok). Balancen er god, men vægten for høj (205 g). Designmæssigt er den største forskel på Ballet og Fontaine, at Fontaine har en luftboble inde i stilken. Boblen buler op i kalken, hvilket gør lysbrydningen helt fænomenal og er med til at gøre glasset til et af de allersmukkeste vinglas, som eksisterer. Kalkens facon er ægformet og koncentrerer meget fint dufte.
I de senere år er der produceret en lavere udgave af Fontaine som kaldes "Cru" (den oprindelige, langstilkede har samtidigt fået tilnavnet "Classic"). Udover den kortere stilk (nu næsten for kort) er kalken væsentlig større, faktisk stor nok. Vægten er den samme (205 g) og ligeså den lidt overdrevne glastykkelse.
Lyt til vinsmagere
Den nyeste vinglasserie (2002) fra Holmegaard er "Bouquet"
designet af en anden af Holmegaards "husdesignere", Peter Svarrer. Det er det af Holmegaards glas, som er tættest på at overholde de kriterier, som man må stille til moderne, funktionelle vinglas og som også designmæssigt ligger tættest på noget af det, som andre glasværker laver. Faktisk ligner det Spiegelaus Willsberger serie så meget, at man må gnide øjnene godt for at se forskellen. Forskellen ligger i, at Bouquet har en lidt mindre fod og at kalken er noget mere tykvægget. Det sidste bevirker at vægten kommer for højt op (205 g) og at balancepunktet ligger for højt på stilken. Prisen og den tekniske udførsel er i øvrigt fin.
Alle ovennævnte glas fra Holmegaard er mundblæste og derfor uden generende pressesøm og overgange. Glassene laves af Holmegaard selv, på nær Malene og Bouquet. Det er ærgerligt, at Holmegaard tilsyneladende ikke inddrager indsigten fra professionelle vinfolk. Hvis man gjorde, kunne man formodentlig kombinere unikt og smukt design med sublime vinnydnings-egenskaber.