Logo

Australien

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Australien


Egentlig bør man vel takke en masse forbrydere og andre skumle personager for det væld af gode vine, der i dag laves "downunder". For de første mennesker fra den vestlige verden, der kom til Australien, var jo især straffefanger. De blev anført af kaptajn Phillip, der blev Australiens første guvernør og i øvrigt også Australiens første vinbonde i omkring 1791.
I løbet af 1800-tallet blev flere områder henlagt til vinmarker, bl.a. på baggrund af forskellige guvernørers håb om på den måde at dæmpe indtagelsen af rom… Især i New South Wales, Victoria og South Australia voksede der vinmarker frem. Det var dog først i løbet af 1960’erne at Australien for alvor fik øjnene op for deres muligheder i vinproduktion og først i 70’erne blev der investeret stort i moderne vinproduktion.


Australien - Produktion & Distrikter
Klima
Klimatisk set er Australien mere eller mindre én stor ørken i midten med en grøn og frodig ramme udenom. I ørkenen kan der naturligvis ikke dyrkes vin, men det kan der mange steder i "rammen" på den sydlige del af Australien omkring byerne Sydney, Melbourne og Adelaide og den sydvestlige del omkring Perth.
Selvom klimaet her er nogenlunde frodigt er det stadig nødvendigt at kunstvande de fleste steder.
Australiens vine kan opdeles i 6 regioner; New South Wales, Victoria, South Australia, Western Australia, Tasmanien og Queensland.
New South Wales er hjemsted for Hunter Valley – et varmt og relativt vanskeligt område at dyrke vin i. Det er herfra de meget typiske australske vine kommer; "herrevine", der for de rødes vedkommende er kraftige og fyldige med tobak og en smule sødme og de hvide, der ligeledes er kraftige og fyldige med en konsistens som tyk fløde.
Hunter Valley’s betingelser er svære. Det er tørt om foråret, hvor vinene har brug for vand og store regnskyl hen imod høsten, hvor druerne har brug for tørke. Endvidere er det konstant for varmt med op imod 40 grader. Når det er så varmt nytter selv kunstvanding ikke. Den bedste og mest historiske del af Hunter Valley er Lower Hunter. Den har de sværeste betingelser, men det giver altså resultater. Vinene er dog også blandt de dyreste i Australien.
Druetyperne i New South Wales er mange – der meldes om helt op til 60 forskellige. Det er dog især Shiraz (Syrah), Cabernet Sauvignon, Semillion (der kaldes Hunter Riesling nogle steder), Riesling og så selvfølgelig Chardonnay, der dyrkes. De røde vine går bedst til rødt kød, mens Semillion er bedre til kødretter end den traditionelle fisk.
Victoria er området omkring Melbourne på Australiens sydlige østkyst. Efter en meget lang periode i det 20. århundrede, hvor vindyrkning mange steder blev opgivet, er der de sidste 15-20 år sket utroligt meget. Og Victoria er måske på vej til at blive det område i Australien med den bedste kvalitet.
En del af kvalitetsforbedringen skyldes, at mange vinmarker er relativt nyplantet med druer, som man har fundet bedst egnet til området. Så i modsætning til f.eks. New South Wales med op imod 60 druesorter, har man i Victoria begrænset sig til en række af de mere klassiske druer.
Nogle af de bedste hedvine i Australien bliver lavet i Victoria på Muscadelle druen. De kaldes Liqueur Muscat og er vine, der er svære at sælge men som klart er nogle af Australiens mere originale og bedste vine. I stedet går mange vinproducenter over til at dyrke Cabernet, Shiraz og Chardonnay. I Yarra Valley, som er et af de bedste i Victoria, er klimaet noget køligt og derfor er området blevet leverandør af Pinot Noir vine – og nogle rigtig gode nogen endda.
Chardonnay vinene fra Victoria er rigtig gode til skaldyr. De (billige) røde er gode til hverdag, mens de dyrere er gode til oksekød. Liqueur Muscat er bedst alene eller til en sød dessert.
South Australia er den region, der producerer mest vin i Australien. Her kommer størstedelen af den bulkvin, der bliver produceret i Australien. Men det er ikke kun bulkvin, man producerer her, men også kvalitetsvine fra distrikter som Barossa Valley, Coonawarra, Eden Valley og Pathaway.
Riesling druen har en relativ fremtrædende rolle i Barossa, Orlando og Eden, hvor de bibeholder den karakteristiske limesmag, men er mere brændte end f.eks. tysk Riesling. Af de røde er det især Shiraz, der giver nogle gode resultater, når den behandles ordentligt. Den mest kendte er sikkert Grange, der går for at være Australiens bedste vin (I hvert fald en af de dyreste!). Denne vin bliver fremstillet af Penfolds.
I Clare Valley laves der gode Riesling- og Chardonnayvine og de lidt varmere steder også en portvinstype. Cabernet Sauvignon giver også gode resultater her.
De bedste Chardonnay’er finder man dog i Pathaway og de bedste Cabernet Sauvignon’er i Coonawarra. En af de mere kendte producenter her er Lindemans, der i Danmark importeres og forhandles af Dansk Supermarked.
Shiraz vinene fra Barossa egner sig godt til vildt eller kraftige gryderetter mens Cabernet’erne fra Coonawaara passer til lam. De fede Chardonnay’er er bedst til lette kødretter som kylling eller kalvekød mens Riesling vinene er gode til fisk eller til asiatisk mad, f.eks. Thai mad.
Western Australia ligger i den sydvestlige del af Australien, omkring Perth. Det var tidligere det område, der producerede mest vin i Australien. Det har dog ændret sig kraftigt og nu er det mindre end en fjerdedel, der kommer herfra. Klimaet er meget varmt, så det er kraftige vine, man får herfra. I Swan Valley er det især Shiraz og de hvide druer Chenin Blanc og Semillon, der dominerer. I et andet distrikt, Margaret River er klimaet lidt køligere og får man meget ud af Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Semillon og Sauvignon Blanc.
De hvide vine fra Western Australia er gode til let mad, som f.eks. fjerkræ, mens de røde er gode til vildtretter.
Tasmanien. I søgen efter koldere områder, der mindede om nogle af de franske, som f.eks. Bourgogne, begyndte man for alvor at dyrke vin på Tasmanien i 1970'erne. Det samlede udbytte er dog stadig mindre end det, som enkelte store vinfirmaer producerer på fastlandet.
Vinene fra Tasmanien er meget varierende også fra år til år, da klimaet varierer. Der dyrkes især Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Cabernet Sauvignon. Vinene er noget lettere end på fastlandet.
Queensland Der er for varmt til at dyrke vin i Queensland - alligevel forsøger man. Disse vine bør man gå uden om.....

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Drinksbog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 1.853 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?
Effektiv reklame - klik her