Logo

Frankrig

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Engang det førende vinland i verden. Idag ?
 
Alsace
Alsace er af mange årsager et rigtigt interessant område. For det første producerer man her nogle rigtig gode vine, der stadig kan fås til en rimelig penge. Og for det andet er Alsace et af de vinområder, der ligger tættest på Danmark. Af de franske områder er det det tætteste på Danmark - ca. 850 km fra den dansk-tyske grænse. Vi har samlet en del oplysninger om Alsace, som du evt. kan bruge til en ferie derned.
 
Champagne
Navnet Champagne er blevet et begreb og forbindes af de fleste med såvel mousserende vin generelt som med alt, hvad der har med luksus at gøre. De fleste drikker ikke bare et glas Champagne for nydelsens skyld, men fordi det er indbegrebet af alt, hvad der er dyr luksus. Hele scenariet ved servering af en flaske Champagne er en totaloplevelse: fra flasken serveres i en isspand over åbningen – hvad enten det er det korrekte diskrete "plop" eller et stort skumsprøjt – til Champagnen hældes i det høje, slanke glas, og afgiver sine livsbekræftende bobler.
 
Bordeaux
Den brede appellation i Bordeaux-distriktet rummer vin fra druer dyrket overalt i distriktet. Vigtigste druer: Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot - og for de hvide: Sémillon, Sauvignon og Muscadelle. Bordeaux er også navnet på byen, der danner centrum for og giver navn til det klassiske vindistrikt. Endelig bruges ordet i daglig tale om en vin fra Bordeaux området, høj som lav.
 
Rhône
Sammen med områderne i det sydlige Frankrig er Rhône nok det vinområde i Frankrig, hvor der sker mest for øjeblikket – i hvert fald når man tænker kvalitet. Her er altid blevet fremstillet rigtig gode vine, men gennemsnitsvinen har måske ikke været så god. Dette er der gennem de sidste 10 år blevet lavet om på, hvor mange producenter har hævet kvaliteten fremfor kvantiteten. Og selvom priserne på gode vine også er steget i Rhône, så findes der her det måske bedste forhold mellem kvalitet og pris i Frankrig.
Rhône som vinområde strækker sig fra Vienne i nord til Avignon i syd og følger det meste af turen floden Rhône, som altså også har givet navnet til vinområdet. I øvrigt følger vinditriktet også motorvejen A7, som mange danskere sikkert har taget på turen til det sydlige Frankrig. Vinområdet Rhône deler sig naturligt i to – det nordlige og det sydlige område – og vinene fra de to områder er meget forskellige.
 
Det nordlige Rhône
Det nordlige Rhône starter ca. 30 km syd for Lyon ved byen Vienne og strækker sig ned til Valence. Der er 8 betydende appellationer på strækningen. Disse er set fra nord: Côte-Rôtie, Château-Grillet, Condrieu, St. Joseph, Hermitage, Crozes-Hermitage, Cornas og St.-Peray. Det er kun Hermitage og Crozes-Hermitage, der har vinmarker på den østlige side af Rhône-floden – de andre ligger på den vestlige bred. Condrieu, Château-Grillet og St.-Peray fremstiller kun hvide vine, mens Cornas og Côte-Rôtie kun fremstiller røde vine. I Hermitage og Crozes-Hermitage fremstilles der både røde og hvide vine.
Det karakteristiske ved det nordlige område er, at alle de gode vine er fremstillet på meget stejle skrænter ned mod floden. Jordbunden er de fleste steder fyldt med granit. Der dyrkes også vin på mere flade steder, men her er vinen ikke nær så god.
Druesorter og stilarter
Der findes mange forskellige typer af vin i det nordlige Rhône. I Côte-Rôtie og Hermitage fremstilles de bedste røde vine med en kompleksitet og dybde som i de bedste Bordeaux- eller Bourgogne-vine. Fra Cornas kommer der nogle af verdens kraftigste vine – sorte og utilgængelige i de yngre år. I Condrieu fremstilles en hvidvin, som er parfumeret, aromatisk og eksotisk og hvis lige ikke findes andre steder. De andre appellationer fremstiller også fremragende vine og til en rimelig pris, men her finder man også kedelige og jævne vine.
Der er kun tilladt 4 forskellige druetyper i de 8 appellationer i det nordlige Rhône. Det er de hvide Marsanne, Roussane og Viognier og den røde Syrah.
Klassifikation
Ud over de 8 appellationer findes der ingen yderligere officiel klassifikation eller "cru-system" i det nordlige Rhône. Dog er der flere af producenterne der navngiver vinene efter de vinmarker, de er dyrket på. Det gælder f.eks. Guigal’s enkeltmarksvine i Côte-Rôtie; La Mouline, La Landonne og La Turque.
 
Det sydlige Rhône
Det sydlige Rhône starter i nord ved Montelimar og breder sig på begge sider af floden ned til Avignon. Selve det vindyrkede område er betydeligt større end det nordlige Rhône og klimaet er varmere - man kan næsten mærke det, når man passerer højderyggen ved Montelimar.
Den største del af vinproduktionen klassificeres som "almindelig" Appellation Côtes du Rhône Contrôllée. Denne type vin er sikkert kendt af mange danskere og måske ikke for noget godt. Men det er lidt synd for det er her, man virkelig kan finde nogle fremragende vine til prisen. Som en tommerfingerregel kan man gå ud fra at jo dyrere en almindelig Côtes du Rhône er, desto bedre er den også i kvalitet. Sådan er det desværre ikke med alle vine!
En lidt bedre klassifikation er Appellation Côtes de Rhône Villages Contrôllée. Denne klassifikation dækker over 95 kommuner i området, men det er kun de 16 bedste, der må sætte navnet fra kommunen/byen på etiketten. De 16 byer er: BEAUMES DE VENISE, CAIRANNE, CHUSCLAN, LAUDUN, RASTEAU, ROAIX, ROCHEGUDE, ROUSSET, SABLET, SAINT-MAURICE, SAINT-GERVAIS, SAINT-PANTALEON, SEGURET, VALREAS, VINSOBRES og VISAN. Vinen herfra er meget svingende, men kig efter vine fra Cairanne, Rasteau, Sablet og Seguret, der er de bedste områder.
Den højeste klassifikation med eget AOC navn (Crus som man også kalder dem) er givet til 5 byer. Det drejer sig om Chateauneuf-du-Pape, Gigondas, Vacqueyras, Lirac og Tavel. Det er her de bedste vine produceres i det sydlige Rhône. Det er de røde vine der dominerer bortset fra i Tavel, som udelukkende producerer rosévine.
Druesorter og stilarter
Den mest dyrkede drue i det sydlige Rhône er Grenache. Det er en drue, der er god til det varme klima og den yder samtidig særdeles godt. Den dyrkes også meget i Spanien i det samme klima men under navnet Garnacha. Ud over Grenache dyrkes der især Syrah, Cinsault og Mourvèdre og de hvide druer Marsanne, Roussanne og Viognier. Der dyrkes en række andre druer også, men i mindre målestok. Bl.a. må en Chateauneuf-du-Pape vin indeholde 13 forskellige druesorter, hvilket der faktisk er enkelte producenter, der benytter sig af...
Vine fra det sydlige Rhône er generelt kraftige, lidt tunge, solmodne vine. Kvaliteten er generelt set ganske god og den har som så mange andre steder været stigende de sidste år. Flere internationale vineksperter er enige om, at man i det sydlige Rhône kan finde det bedste kvalitets/prisforhold i Frankrig i dag. Det betyder ikke, at det bedste ikke er dyrt - blot at det ikke ligger på Bordeaux eller Bourgogne niveau endnu!
 
Læs også om de to hvidvinsområder Château Grillet og Condrieu samt de rene rødvinsområder Cornas og Côte Rôtie og Hermitage, Crozes-Hermitage, St. Joseph og St. Peray.
Læs også om Chateauneuf-du-Pape,   Gigondas og Vacqueyras.

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Drinksbog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,5 (6 stemmer)
Siden er blevet set 1.919 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Danmarks søer og åer er forurenede, gør Magnus Heunicke nok?
Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her