Lidt fast føde til de våde varer - Barsnack
rugbrød
franskbrød
smør
røget laks
marineret sild
hakket oksekød
bacon
røget filet
mild ost
sardelfileter
frosne jomfruhummerhaler
roastbeef
blå druer
cocktailbær
syltet rød peber
syltede løg
purløg/persille
Det er ofte klogt at servere lidt fast føde til drinks, især hvis man ved, at det varer et stykke tid, inden gæsterne får noget at spise.
Pindemad er nemt, fordi det hele kan arrangeres i forvejen og man kan sagtens lave det hele koldt, som vist her på billedet.
Det er besværligt med tallerkener, når man står med et glas i hånden, derfor skal pindemadderne kun være mundbidder. Sæt tandstikker i dem ALLE, så man ikke behøver at røre ved maden med fingrene. Men sørg for en sikkerheds skyld for masser af (små) servietter!
På billedet vises følgende:
Hakket oksekød, der er blandet med reven ost og formet til små kugler.
Rul 1/2 skive bacon om, eller 1/2 skive røget filet.
Ostefirkanter (og endelig mild ost!) med en sammenrullet sardelfilet på.
Ostefirkanter med et cocktailbær.
En optøet jomfruhummerhale omvundet med 1/2 skive bacon (eller røget filet).
Drys med purløg eller persille (hakket selvfølgelig).
Ostefirkanter med halve valnødder.
Fransk- eller rugbrødsterninger med smør og roastbeef.
Andre forslag:
Blå druer på terninger af mild ost.
Franskbrødsterninger med smør og røget laks.
Rugbrødsterninger med et lille stykke marineret sild, syltet rød peber, en lille agurkeskive og et syltet løg.
NB! Hvis man gerne vil servere lidt lunt ved siden af de kolde pindemadder, er småbitte (kuglerunde) frikadeller det nemmeste. De kan laves i forvejen og holdes varme eller lunes i ovnen.
De to bacon-omvundne pindemadder egner sig også til at gå i ovnen, til de bliver sprøde.