En toårig kraftig skærmplante, der i dag er forvildet fra tidligere dyrkning og som ofte findes på fugtig jord langs åer og kyster.
Planten dufter kraftigt parfumeret, og det er både rod, stængel og/ellerfrø, der kan anvendes. En frisk kvansnaps kan få en grøn farve, men farven falmer lidt efter lidt.
Hvis man synes, at kvan smager for skarpt, kan man koge nogle stængler møre og vende dem i sukker, hvorefter de bruges som krydderi på alkohol.
Kvan afgiver hurtigt smag på snapsen, så en kvansnaps kan nydes, dagen efter at den er lavet. Når snapsen har trukket længe nok, kan drikken filtreres. Kvan er en gammel lægeplante, der også blev kaldt for engleurt. En legende beretter om ærkeenglen Gabriel, der bragte planten til menneskene, for at de kunne undgå pest. Planten har været brugt til at forebygge, lindre eller helbrede mange forskellige sygdomme og skavanker, så den er blevet kaldt for "Nordens Ginseng".
Frø kan købes i frøhandlen og frø kan indsamles i naturen. Så frøene allerede sent på efteråret, hvis jorden er tjenlig, for frøene skal have frost for at spire.