Oprindelse: Italien, Piemonte, Langhe
Type: Tør rødvin, 14%vol.
Drue: Nebbiolo
Pris: 500-1.000 kr.
Drikkes: til 2020+
Elio Altare, der er søn af en drueavler, var i 1970'erne nedtrykt over den manglende udvikling i Baroloområdet. Efter et besøg i Bourgogne begyndte han på vinmarken at udtynde sine drueklaser for at reducere udbyttet og forøge koncentrationen. Han undgik kemisk gødning og foretrak kvalitet frem for kvantitet. Hans far så på med gru, for avlere lønnes på basis af kvantitet snarere end kvalitet. Da Elio med en kædesav skar sin fars store egetræstønder midt over, blev han gjort arveløs. Da hans far døde i 1985, købte Elio vingården tilbage fra sine søstre og begyndte at lave sine egne revolutionerede baroloer.
Han bruger små fade af fransk egetræ og har drastisk reduceret ekstraktionstiden. Hans elegante og bløde baroloer skabte opstandelse. Elios baroloer er graciøse og polerede snarere end muskuløse. De er fyldige i frugten med antydninger af krydderier og runde tanniner. De er mere behagelige end tidligere tiders baroloer og kan ligge længe i kælderen. 1989'eren, som var et fortræffeligt år i Piemonte, er blød og smidig med komplekse lag af blå frugt og krydderier, der balanceres af behersket tannin og frisk syre. KO
--