Glasset er antikt, men det moderne vinglas er kun ca. 40 år gammelt og skabt på grundlag af dramaer med rigdom, ruin, lidelser, dødspatruljer, krig og kærlighed. Finn Årosin har været i de mørkeste skove i Centraleuropa og soppet i Venedigs plumrede kanaler for at kunne berette om vinglassets dramatiske historie.
Glassets opfindelse tilskrives de gamle egyptere, der for 4000-6000 år siden begyndte at sammensmelte de ingredienser, som indgår i glas. Egypterne lavede i begyndelsen kun perler og amuletter af glas, for siden at lave drikkeskåle og flasker ved hjælp af "pølseteknik" (pølser af varm glasmasse, som blev formet op om en lerkerne) og senere ved "presseteknik" (glasmassen hældes ned i en form og presses ud mod siderne. Egyptiske drikkeskåle og flasker af glas med farvede mønstre fra 1550-1300 f.Kr. er bevaret til i dag (bl.a. på Nationalmuseet).
Det næste store spring i kunsten at lave glas - glaspustning - tilskrives i mange bøger om emnet de gamle romere. Det lader dog imidlertid til, at det var i Fønikien (svarer i dag geografisk ca. til nuværende Libanon
og Syrien), at man omkring 100 år f. Kr. opfandt glaspustningsteknikken.
Omkring Kristi fødsel mistede Sidon i Fønikien og Aleksandria i Egypten deres førerstilling inden for glasfremstilling til Romerne. Ved Rom opførtes utallige glashytter, og romerne førte hurtigt teknikken med sig i store dele af Europa, som de havde underlagt sig. Romerne
forfinede glasfremstillingskunsten til nye højder. Efter Romerrigets opløsning i 476 e. Kr. forsvandt kendskabet til at fremstille glas i Europa, hvorimod den overlevede i Orienten.
Dødspatruljerne fra lagunen
Fra omkring år 1000 e. Kr. og 500 år frem blev bystaten Venedig en supermagt på grundlag af sin handel med orienten og lurede her glasfremstillingskunsten af. Fra omkring år 1200 kom der for alvor
skub i glasfremstillingen i Venedig, da byzantinske glasmagere flygtede dertil. Denne produktion blev pga. brandfaren isoleret på øen Murano, hvor glasmagerne organiserede sig i et magtfuldt lav. Glasmagerlavet uddelte mesterbevillinger, kontrollerede at glashytternes arbejdsgange overholdt dets regler (datidens ISO certificering!), fungerede som socialt sikkerhedsnet for sine medlemmer og hægede om sit europæiske glasmonopol i en sådan grad, at glasmagerne ikke måtte forlade Murano, for hvis de gjorde det, kunne man risikere, at fremstillings-hemmelighederne slap uden for lagunen.
Derfor blev undvegne glasmagere betragtet som undvegne spioner med kendskab til de største statshemmeligheder. Man sendte ligefrem likvideringsagenter ud i hele Europa for at eliminere de formastelige, og hjemme i lagunen fik de undvegnes familier en hård bekomst - alt sammen styret af lavets formand og dets domstole (mon James "License to kill" Bond og visse regeringer har hentet lidt inspiration her?).
Disse probate foranstaltninger havde selvsagt en vis forebyggende effekt for Giovanni'er og Roberto'er, som "gerne ville se bølgerne på den anden side af lidoen". I 149S opdagede Vasco da Gama søvejen til Asien, og Venedig og glaslavet mistede sin magt, herunder kontrollen over folk på Murano, hvoraf nogle udvandrede.
De vandrende glashytter
Glasfremstillingskunsten spredtes herved påny i Europa. At fremstille glas krævede på det tidspunkt store mængder brænde, og glasfremstillingen foregik således typisk i områder med store skove (eller tæt ved havet). I Centraleuropa blev Bøhmen (i det nuværende Tjekkiet) og Bayrischer Wald (i Sydtyskland på grænsen til Tjekkiet) fra ca. 1500 og frem centrum for en stor glasproduktion, der indtil ca, 1860 foregik i såkaldte "Wanderhutten", mindre glaspusterier, som flyttedes fra sted til sted, i takt med at man fik fyret træerne inden for rimelig hestevogns-afstand op gennem skorstenene.
I Danmark opstod den første glashytte ca. 1550 på Visborggård ved Mariager Fjord i Himmerland (læs mere: Vinglassets danske historie).
I Bøhmen og Bayrischer Wald kom jernbanen omkring 1860, og glasværkerne fik stationær karakter.
Efter opfindelsen af pusteteknikken ca. 100 f. Kr. kom det næste store fremskridt inden for vinglasfremstilling først i 1959 (1859 red.). hvor glasværket Schott i flækken Zwiesel (i Bayrischer Wald, 150 km nordøst for Munchen) opfandt den første fuldautomatiske kalkfremstillingsmaskine - et vinglas består som regel af en fod, en stilk og en "kalk", den sidste kaldes også for et "bæger" eller en "kumme", men det kan give associationer til noget helt andet, så derfor foretrækker jeg "kalk", som er en afledning af det tyske "Kelch") - og nu blev maskinfremstillingen af glas betydeligt mere effektiv.
Dette gennembrud har bevirket, at man i dag kan få maskinfremstillede glas i en kvalitet, som nærmer sig de mundblæstes og det vel at mærke til en langt mere forbrugervenlig pris.
Vinglassets fødsel
Langt ind i det 20. århundrede var vinglassene ikke specielt velegnede til at drikke vin af. De var som regel enten klodsede, matte, kulørte, tunge, for små, havde graveringer, slibninger, ætsninger, krummelyrer påstilken, for kort stilk, snævrede ikke ind for oven, og meget andet.
I følge Georg Riedel, l O. generation i glasdynastiet Riedel, var der bl.a. et par arkitekter i Wien, som designede nogle i forhold til tiden enkle og gode vinglas i 1920'erne, men det blev Georgs far, Claus Josef Riedel, som på overgangen mellem 1950' erne og 60'erne opfandt det første funktionelle vinglas. Det funktionelle vinglas er et værktøj, eller instrument om man vil, som muliggør, at alle de egenskaber ved en given vin, som vi kan opfatte med sanserne, kommer til deres fulde ret.
Forud for denne opfindelse ligger 250 års dramatisk familiehistorie. I begyndelsen af 1700-tallet var familien Riedel glashandlere og en vis Cristoph Riedel bar et glas i en foret kasse på ryggen hele vejen fra Bøhmen til Cadiz i Spanien, hvorfra det blev sejlet over Atlanten. Glasset var for skørt til, at han kunne springe på en postvogn eller kærre, sådet foregik på de flade konvolutter!
I 1756 fik Riedel familien sin første vandreglashytte i Bøhmen nordøst for Prag på grænsen til Polen. Geschaften gik fantastisch gut, og i perioden 1860-1945 havde familien Riedel 2000-3000 ansatte på sine glasværker i Bøhmen og var en betydelig økonomisk faktor for området.
Glas og kærlighed
Under Anden Verdenskrig var den unge Claus (9. generation) udstationeret i det nordlige Italien for den tyske hær og forelskede sig i en italiensk kvinde. Ved krigens slutning blev han taget i amerikansk fangenskab og sendt med tog nordpå for at komme i fangelejr. Da toget bumlede over sporskiftene på rangerterrænet i Brennerpasset, sprang han af vognen og stavrede gennem sneen ned tilinndalen i Tyrol. Her søgte han husly hos den berømte glassliberfamilie Swarovski, der i slutningen af 1800-tallet var udvandret fra Bøhmen og som forinden havde arbejdet for Riedel. Swarovski'erne tog sig pænt af Claus og sendte ham på universitet i Innsbruck. Hjemme i Bøhmen havde russerne konfiskeret alle Riedels glasværker og yderligere sat far Walter (8. generation) i fangelejr i Sibirien for at udnytte hans tekniske viden til fremstilling af radarskærme og andet.
I 1955 slap Walter ud af fangenskabet og året efter købte Walter og Claus det fallerede Kufsteiner Glashutte på grænsen til det daværende Vesttyskland. I mellemtiden havde Claus hentet sin italienske kæreste til Tyrol og var blevet gift med hende.
Allerede få år efter erhvervelsen af glaspusteriet i Kufstein eksperimenterede Claus med forskellige faconer på vinglas. Han fandt ud af, at den måde, som sanserne opfatter en given vin på, ændres væsentligt ved servering i forskellige glasdesign, og dermed blev han faderen til de funktionelle vinglas, som har muliggjort, at man kan få maksimal nydelse ud af en given vin.