Munkelikør - og med guds velsignelse
Likøren, som mange forestiller sig som en sød avec kan smage. Den har alt, hvad man forventer af en klasselikør: smuk brun farve med orangerøde reflekser, vidunderlig kompleks sødme og underliggende urte- og kryddersmag. Nem at gå til, let at nyde - lige indtil eftersmagen overtager indtrykket. For så bliver den også anderledes kompliceret end de senere billigere efterligninger. Den får en skarp, stærk smag med bid, krydderierne træder frem som i en bjesk og den slutter med markant urt.
Der er nemlig mange ligheder mellem Chartreuse og Benedictine. De er begge baseret på gamle opskrifter, de har begge munkehistorien i bagagen og de er derfor udviklet og sofisteret i aroma- og smagsindtryk over menneskealdre.
Benediktinerordenens likør kommer til verden et besynderligt sted. I et vindblæst landskab ved den nordvestfranske by Fecamp nord for Seinens udløb i Den engelske Kanal.
Og når man smager de ædle dråber, slår tanken en, at hvis det var en bjesk, måtte den være lavet af Bispen på Børglum.
Men opskriften er rundet af det centrale Europas nye horisonter i
1400- og 1500-tallet.
På det tidspunkt bringer opdagelsesrejsende som Vasco da Gama og Marco Polo hidtil ukendt viden hjem til hofferne i Venezia, Lissabon, Madrid og Paris. De havde besøgt Afrikas og Asiens fjerne egne og som konkret bevis lagde de tørrede planter og krydderier for regenternes fødder. Forbløffelsen blev afløst af mode blandt de velhavende. Nu kunne ingen af stand nyde måltider uden kardemomme, kanel eller vanille.
Så da Benediktinermunken Bernardo Vincelli kommer fra Italien til Fecamp, kan han ikke nære sig for at eksperimentere med de nymodens ingredienser. Det bliver i 1510 til recepten for Benedictine-likøren og for at Vorherre ikke skal tage det ilde op, får den lige fornavnet D.O.M. Det står for "Deo Optimo Maximo" (til Gud den højeste, den almægtigste) .
Benedectine er komponeret af 27 planter og krydderier, hvoraf to angelicarod og isop - oprindeligt blev hentet i området ved Fecamp. De øvrige kommer fra resten af Frankrigs botaniske have samt fra oversøiske steder. Således kardemomme fra Indien, te og kanel fra Sri Lanka, myrra fra Saudi Arabien, muskat og kryddernellike fra Comoro Islands og vanilje fra Madagaskar.
Ved fremstillingen udtrækkes aroma og smagsstoffer ved forskellige udblødningsmetoder og der destilleres i separate portioner, som lagrer før de blandes sammen. Herefter følger yderligere lagring, tilsætning af safran, honning og karamel før afsluttende lagring og filtrering. En proces der i alt tager mere end halvandet år.
For turisten på stedet er destilleribygningerne nok det mest fascinerende: Et kransekageslot, der er som hentet ud af en Walt Disney-film, udført i en stilsikker forvirring af gotik og renæssance - og med guld overalt. Likørproduktionen synes ikke at have forarmet Benediktinerordenen.