Oprindelse: Italien, Friuli Venezia Giulia, Collio
Type: Tør hvidvin, 13% vol.
Drue: Malvasia istriana
Pris: 200-500
Drikkes: til 2012+
Collio er et lille, kuperet landområde i det nordøstlige Italien på grænsen til Slovenien. Det er almindelig anerkendt som et af de bedste områder i Italien til at lave hvidvin. Jordbunden udmærker sig med mergel og sandsten.
Borgo del Tiglio-ejendommen blev grundlagt i 1981 af Nicola Manferrari, der læste farmakologi. Manferrari er som vinproducent lige så omhyggelig, som han var som farmaceut. Egetræ, syre og alkohol er altid perfekt proportioneret, og fornøjelsen ved at drikke disse vine er så stor, at det er al besværet værd med at finde dem. Ejendommen producerer i alt omkring 3.300 kasser om året.
Malvasia istriana er en druesort, der ofte og ganske uretfærdigt overses, selv i Collio, men denne Malvasia Selezione 2002 er en nyttig påmindelse om, hvad den kan. De koncentrerede aromaer af æbler og hvide blomster er indbydende og uimodståelige. I munden er vinen intens, perfekt balanceret og endnu mere kompleks end i næsen med blød frugt og en næsten pikant syre, der medvirker til at sikre en lang levetid til denne åbenbaring af en vin. AS
--