Oprindelse: Portugal, Madeira
Type: Sød hedvin, 21 %vol.
Drue: Malvasia
Pris over 1000
Drikkes: til 2050+
Den bedst kendte af alle Madeiras druer er malvasia (malmsey på engelsk), som er en paraply term, der dækker en række forskellige sorter. Langt den mest værdsatte af dem er malvasia cândida, der højst sandsynligt stammer fra Kreta og kom til Madeira i det 15. årh. Druen er notorisk svær at dyrke og kræver en beskyttet, solrig plads eller skal dyrkes tæt på havet, hvor druerne skrumper ind, næsten til rosiner, før høsten. I løbet af den anden halvdel af det 18. årh. skrev Francis Newton (tidligere partner i firmaet Cossart Gordon) hyppigt til sine London-partnere og klagede over manglen på vine på malvasia. Malvasia cândida blev efterfølgende decimeret af skimmel i 1850'erne og blev ikke omplantet efter vinlusen 30 år senere. I slutningen af det 20. årh. var den uddød, bortset fra nogle få vinstokke, der vokser på Fajã dos Padres på øens sydside.
Cossart Gordon's Malmsey 1920 omtales af Noel Cossart (partner i familiefirmaet og forfatter til Madeira, the Island Vineyard) som den sidste årgang, der blev lavet på malvasia cândida, som han beskriver som den "ægte malmsey«. Efterfølgende er malmseyer blevet lavet på malvasia babosa (lazy malmsey), malvasia fina, malvasia roxa og den såkaldte malvasia de Säo Jorge, en produktiv drue, som aldrig officielt er blevet identificeret som malvasia.
Denne vin har en gulbrun-grønlig farve og en parfumeret, blomstrende frodighed, som identificerer den som ægte malvasia. Den har en næsten perfekt balance, og dens karamelliserede fylde opvejes af karakteristisk, markant syre. RM
--