Whisky-likør

Andre en "rusten stemme" eller "al­ment ildebefindende"! 

Den fine drik imødekommer begge behov. For det er en kombination af gamle tiders  livseliksir og moderne tiders fornemt lagrede single malts - tilsat legender.
Ingen spiritus eller cocktail med respekt for sig selv står uden en historie om sin oprin­delse eller en særlig begivenhed, hvori den indgår som et centralt element. Og hvis en sådan historie ikke findes, så skal moder­ne dages PR-bureauer og marketingsfolk nok finde en, så sælgerne har noget at rende i byen med.

Nogle historier er ægte - eller i overbe­visende grad sandsynlige. Andre tirrer ens skepsis, hvis de da ikke ligefrem stinker af at være de rene skrøner. Men de udgør en del af psykologien bag målet med at skabe et "brand". Det skal have identitet. Vi skal føle noget for den spiritus, vi drikker - og gerne kunne fortælle lidt om den, så det bliver respektabelt.

Producenten elsker at have en historie eller en myte at knytte til sin spiritus, så den fremstår som noget unikt - og ædelt. Som når man fx hælder den meget værdsat­te whisky-likør Drambuie op i glasset. Den er ikke bare skotsk. Det er ikke bare en hvil­ken-som-helst likør. Næh, den har en histo­rie, der går tilbage til dengang, da..

Og Drambuie - den mest sælgende skotsk-irske whisky-likør i Danmark - er et brand. Fordi firmaet har en spektakulær historie at berette om skotske helte, kampen om tronen, flugt fra forfølgere, osv. osv. Den venter vi imidlertid lige lidt med.
For det interessante ved whisky-likør er i virkeligheden, at den typemæssigt udgør en hybrid. Den er grundlæggende konstru­eret som et eksperiment ved at blande smagsnuancer fra en række kendte drikke. Et særdeles vellykket eksperiment må man så rettelig tilføje.
 
Urter og honning med fra starten
Da kunsten at destillere breder sig op over Europa fra araberne i det første årtusind e. Kr. er der selvsagt ikke knyttet de type­betegnelser, som vi i dag kender, til spiritus. Det var ren og skær sprit - i folkemunde benævnt Aqua Vitae, Eau-de-vie, Aquadente - "livets vand" eller "det brændende vand".
Ingen bekymrede sig om smagsforskelle som følge af, at spritten var destilleret på gæret saft af enten frugter, grøntsager eller korn. Og de forskelle, man dengang har kunnet spore i spritten, var nok også af en anden karakter. Kvaliteten har helt åbenlyst været kummerlig, med fæl bismag af fusel pga. af primitive destillationsapparater, manglende viden om at skille "hovedet" og "halen" fra portionsdestillatet samt savn af effektiv filtrering af væsken.

Derfor bliver det tradition at tilsætte sprit­ten smag fra urter, krydderier, bær og hon­ning for at gøre drikken mere tilgængelig. Samtidig skal man huske, at destillation i Middelalderen ofte var et håndværk, som alene de vidende munke beherskede. Og de tilføjede deres erfaring om urters me­dicinske egenskaber til spritten, så dens pri­mære funktion i starten var af helsebringen­de og lindrende karakter.

Det var i øvrigt ingen ny metode. Før destillationskunsten blev udbredt, havde samme praksis været udbredt ved tilsætning af smagsstoffer til lav-alkoholiske produkter som vin og mjød. Mjød, der var den almin­delige drik i Nordeuropa og Ukraine fra oldtiden frem till 700-tallet, var netop en sød "vin" gjort på honning, vand og en ræk­ke krydderier (f. eks. nelliker, ingefær, kori­ander, kanel, muskatnød).
Derfor er der både i Middelalderen og helt frem til 1800-tallet tradition for, at alko­holiske drikke har en sødlig karakter. Og derfor kommer de europæiske munkeorde­ners eksperimenter med aromatiserede og sødede spiritus som likører og cordials fra 1500-tallet og fremefter også til at påvirke produktionen i de keltiske egne som Irland og Skotland, hvor whisk(e)y-destillation havde bidt sig fast.

For hvis man nu ikke lige var til whisky, kunne whisky så blandes til en lidt sødere og måske knap så stærk drik med honning, urter og krydderier? Ja, det kunne den. Opskriften - eller rettere opskrifterne, for der har højst sandsynligt været flere - ken­des fra midten af 1700-tallet og er formo­dentlig lavet med udgangspunkt i lignende franske drikke, der blev bragt med over Kanalen til de britiske øer.
 
Rebellen og hans recept
Og det er netop hvad Drambuie er og bety­der. Dram står for dram eller drik, buie for noget, der smager godt. Den skotske whi­sky-likør fødes i de afsides og vilde skotske bjergegne ved øen Skye, der i dag mest kendes for den flotte single malt whisky fra destilleriet Talisker.

Men her er det så, at drikken knyttes til et eventyrligt kapitel i Skotlands historie, hvil­ket ikke har skadet Drambuies navn og udbredelse. Bonnie Prince Charlie er hovedpersonen. Som søn af James den 3. havde han en ambition om at genskabe og indsætte huset Stuart på den britiske trone. Ved ophold i Frankrig fik han støtte til kam­pen og drog derefter til Skotland, hvor han entusiastisk overbeviste højlandets klaner om at bakke ham op i sit forehavende. "It's all or nothing" blev kampråbet, da de drog sydpå mod London. Men de nåede ikke langt og blev til sidst brutalt slagtet af en overtallig styrke anført af Hertugen af Cum­berland. "Bloody Butcher" blev hans til­navn.

Men Bonnie Prince Charles undslap til de utilgængelige nordvestskotske egne og blev herfra senere sejlet til det europæiske fastland med hjælp fra klanen MacKinnon. Da de siger farvel til hinanden, får John Mackinnon - ifølge overleveringerne - en lille dunk urtelikør med recept af den land­flygtige prins.
Denne recept danner de næste 150 år grundlag for den lokalt producerede whi­sky-likør på øen Skye. En drik, hvis popu­laritet breder sig over Skotland i sidste del af 1800-tallet under øgenavnet den be­hagelige dram ("drambuie"). Så i 1893 får kroejeren John Ross overtalt familien MacKinnon til at kunne blande og sælge drikken på sit udskænkningssted. Og kort før Første Verdenskrig kommer Drambuie i egentlig produktion.

Siden har dens popularitet så bredt sig verden over som den mest værdsatte likør med skotsk whisky som basis. Og det er en meget flot likør med 30 forskellige single malts (bl.a. Royal Lochnagar, Glenfarclas, Cragganmore, Balvenie, Longmorn, Aber­lour, Tamdhu, Linkwood, Milton Duff, Glen Rothes, Mortlach og Dalmore) - flere både 15 og 17 år gamle - samt lettere grain whi­skys som basis. De blandes over en seks ugers periode, hvorefter urter, krydderier, essensolier samt blade og rødder trækker i blandingen. Til sidst bliver likøren sammen­sat med et opkog af sukkerrørs-sirup, hon­ning og blødt vand.
Tidligere blev Drambuie mest nydt som avec til kaffen. I dag markedsføres den til de yngre generationer som drinken hældt over is i et whiskyglas med appel til den søde tand.
 
Et hav af skotske whisky-likører
Selvom Drambuie er stort set enerådende i Danmark, så produceres der en række andre og mindst lige så interessante typer whisky-likører fra primært Skotland og Irland, som danskere sjældent ser. Nogle eksporteres. Andre fås primært lokalt, nogle endda kun på de whisky-destillerier, som lægger navn til. Alkoholstyrken veksler fra 20 til 40%, lige bortset fra de lignende mjød-typer, der kun holder 14,5%:
Glayva Scotch Liqueur (40%) blev  skabt i 1930'erne af Ronald Morrison fra Invergor­don-gruppen. Den har en flot gylden farve, en duft der forener honning-sødme og citrus med whisky-noter. Og så er smagen fremragende: blød og cremet, markant whisky-smag med urter holdt i bag­grunden. Eftersmagen er flot sødme med bid. En virkelig flot skotsk whisky-likør, som har hentet flere priser ved internationale smagninger de sidste år. I recepten indgår mandler fra Brasilien, oranger fra Sydspani­en og et mix af krydderier og urter fra bl.a. Indien og Tobago.

Scottish Island Halt Whisky Liqueur (40%) kommer fra Mell­dalloch Liqueur Co. i Tighnabruaich, Argyll vest for Glasgow. En lyst brun likør med fin urteduft, for­nem likoresk whisky-smag og eftersmag af pomerans-skal. Meget i stil med Drambuie, men lettere og en anelse mindre cremet.
Wallace Single Malt Whisky l.iqueur (35%) kommer fra Deanston destil-leriet i Pertshire. Navnet henviser til den skotske Middelalderhelt, William Wallace, som kæmpede bravt i slaget ved Stirling Bridge 1297. Likøren har en lyst brun farve med markant duft af malurt, grannåle og mynte, nærmest som en bjesk. Dens smag gør den ideel i lammeopskrifter: som mintgelly i væskeform, men udover mynten også mal­urt og kommen på en sødlig baggrund. En meget speciel smag.

Dunkeld Atholl Brose (35%) produce­res af det store uafhængige whiskyaftap­ningsfirma Gordon & MacPhail. Den bærer på en flugthistorie meget lig Drambuies fra 1400-tallet, hvor jarlen af Atholl jagtede John, the last Lord of the Isles. Han snørede ham med en blanding af whisky, honning, urter og havremel. Der er ikke meget havre i Atholl Brose. Til gengæld holder den fine 12 års malts og er en meget delikat likør.

Lochan ara (35%) er whisky-likøren fra Chivas Brothers, Aberdeen, der står for den kendte blend Chivas Regal. Navnet betyder den gyldne sø og den fornemme likør har Chivas malt whiskys - bl.a. Strathisla - med i blandingen.
Glenfiddich Liqueur (40%) er den søde udgave af verdens mest solgte single malt whisky fra firmaet Grants. Den for­handles kun på destilleriets store besøgs­center i Dufftown, Spey-distriktet. Den dufter af honning, citron, pære og puddersukker, mens smagen er cremet honning, med efter­følgende whisky-noter og en tør, svag tørve­agtig afslutning.
Old Pulteney l.iqueur (30%) kommer fra det nordligste destilleri af samme navn på det skotske fastland. Den er ravgylden dufter af whisky med noter af toffee og blommefrugt. Smagen er sød, fyldig med en frugtig eftersmag.

Stag's Breath (20%) er en blanding af malt whisky og gæret honning-vokskage. Navnet henviser til eventyret fra 1941, hvor skibet "SS Politician" i en februar-storm løb på grund ved øen Eriskay i De ydre Hebri­der. Lasten var 50.000 kasser whisky, som det blev udtrykt: "Highland Gold and Highl­and Heart, Tartan Milk and Tartan Perfecti­on, Bluebell, Northern Light ... Stag's Bre­ath." Begivenheden blev senere udødelig­gjort af Sir Compton Mackenzie i bogen "Masser af whisky".

Hebridean Whisky Liqueur (20%) pro­duceres af et lille familiefirma i Helensburgh 20 km vest for Glasgow. Der er tale om et elegant souvenir-produkt i slank flaske, som kom på markedet i 1996. Recepten tager udgangspunkt i den gamle tradition på Hebriderne med at blande rå whisky med appelsinjuice og karamel. Firmaet fremstil­ler også en William Shakespeares Whisky Liqueur. Måske kommer den til Danmark inden længe.

Lidisfarne Mead (14,5%) er ikke en likør, men en mjød, altså den nordiske drik, der gik forud for alkoholrig likør og whisky. Den produceres af St. Aidans Winery i Nor­thumberland. Der er tale om en forstærket vin fremstillet på hvide druer, honning og urter.
Den smager mest som en Sauternes-lig­nende dessertvin, meget vinøs duft, men tam eftersmag uden særpræg. Imidlertid er den interessant at smage i sammenligning med de ægte whisky-likører, som dens type historisk udgør forgængeren for.
 
Irland kan skam også
Når man siger irsk likør, tænker de fleste på verdensmærket Baileys, der i dag sælger mere end alle andre likører tilsammen. Men Baileys er baseret på fløde og tæller derfor ikke i denne sammenhæng. Men Irland har også klassiske whisky-likører, baseret på honning, urter og krydderier.
Irish Mist (= Irsk tåge) (35%) er klassikeren fra Tullamore destilleriet. En gylden, svagt duften­de cremet likør med diskret smag af whi­sky og urter. Det er en meget harmonisk likør, blød og blid, men måske lidt for diskret i udtrykket. Tidligere kunne den fås i Dan­mark.

Eblana Irish Liqueur (40%) er et nyt produkt fra opkomlingen John Teeling, der i protest mod fusionerne inden for "The Irish Distillers" skabte det uafhængige Cooley destilleri med whiskey'erne Kilbeggan og The Tyrconnell (Maxxium Denmark), Millars og Connemara (Vingaarden) samt Locke's Single Malt, Locke's Blend og Inis­howen (Mac Y).

Eblana er en gylden likør med markant duft og en udpræget kaffe­karamel smag med noter af hon­ning, peanuts og mandler. Den har grænseoverskridende karakter til Baileys og vil hel klart være tillok­kende for en kundekreds med en "sød tand".

Den store likør fra USA's syden.
Trods de mange USA-whiskeys er der kun ringe tradition for at frem­stille likør i Bourbon-hovedstaten Kentucky. Undtagelsen er Wild Tur­key destilleriet i Lawrenceburg, der har en Wild Turkey Liqueur på 30% i sin portefølje. Den er tilsat honning og markant citron, men sælges primært på USA's hjemme­marked.

Derimod står USA for den bedst sælgende whisky-likør overhove­det. Men det er ikke en likør i klassisk forstand, der nydes i glas til kaf­fen. Det er blevet et internationalt brand i drinks-kategorien på barer og diskoteker, fordi den er blevet lanceret og modtaget som en frem­ragende mixer.

Southern Comfort (35%) er Sydens smag fra New Orleans. Det er Mississippi, hjuldampere, herresæder i Georgian-stil med smukke træomkransede alleer, osv. Opskriften går tilbage til 1870'erne, hvor en bartender tilsatte krydderier og frugt - mest fersken og appelsin - til billig Bourbon. Fersken og whiskey går godt sammen, viste det sig. Og Southern Comfort er blevet et hit i en sådan grad, at den ikke præsenterer sig som typen whisky-likør, men alene ved sit eget navn.

En meget kreativ - og nærmest vildt, udfordrende markeds­føring er gået lige ind hos de unge generationer. Blandt de mere opsigtsvækkende har været reklamen med den yppige lyshårede kvinde med en boa-slange om halsen. Hun siger:. "I hear normal folks milk cows..." Resten er til fri fantasi. Men Southern Comfort er en flot mixer over is med mange former for juice. Den mest kendte er Scarlet O'Hara-cocktail, opfundet da film succesen "Borte med Blæsten" havde præmiere i 1939. Her blandes likøren med lime ­og tranebærsaft over isterninger. "Tara, oh- Tara"!

Whisky-likør kommer normalt fra whisky-producerende lande og egne, men kan naturligvis fremstilles alle steder. I Holland smagte jeg denne sommer en af de mest vellykkede: Honing-Whisky Liqueur (40%), fra Zuidam destilleriet i Barle Nassau i det sydlige Hol­land.
Zuidam er primært kendt for deres fremragende genever, men likør-produktion har klassisk set været hollændernes domaine, f.eks. Bols og De Kuyper, og orange­likører hører blandt de foretrukne, når kongehuset (Orange) skal fejres.
Honing-Whisky Liqueur fra Zuidam er lys som en Cointreau, men smagen er fine malt whiskys diskret tilsat honning, orangeskal og urter. Og så præsenteret på en smuk flaske med form som en pot-still. Sådan skal det gøres.

Jeg har læst jeres spændene side om whisky liqueur, jeg har fået fat i en gammel Lytjens whisky Old Judge liqueur, meget gammel flaske med indhold, jeg forsøger at alderssætte den. Og så er den måske Danmarks første Whisky Liqueur. MVH Jan Andersen

Foto venligst indsendt af Jan Andersen