Whisky-jagten

 på det unikke: single malts med en smag af fortid
 
De seneste tiår har whisky-freaks brugt stadig mere tid - og penge - på at støve drømmen op: Skotlands specielle single malts fra højlandet over lavlandet til de røgede varianter fra øerne. I udvalgte årgange, fra særlige typer af fade eller i ren, kraftig udgave direkte fra tønden. Nu er der kommet en ny dille: restpartiet af gamle minder, beretter SMAG & BEHAG's Jens Linde fra Skotland.
 
Her i sensommeren er der tradition for at sælge billigt ud. Forårets modedil­ler er passe. Forretningerne skal have plads til efterårets kollektioner. Det gamle fal­bydes til spotpriser til lige dele glæde for dem, der mangler, og ærgrelse for dem, der købte dyrt tidligere på året. Udsalg er en syn­lig illustration af forgængelig hed, som vi flok­kes om og afskyr alt efter temperament. Men som vi samtidig har indstillet os på, ja, endog forventer, som en fast del af årets cyklus.
Imidlertid findes der konsumvarer, der er aldeles frigjort for både sidste salgsdato og forældelse. Tværtimod. De står stille på hyl­derne og samler anerkendelse og værdi. De opnår ikke blot alderens nådegave - de ender med at blive levende museumsgen­stande som bevis på en afsluttet fortid.
 
Så mens restlagre normalt søges afskibet i en ruf, er det slet ikke tilfældet med gammel whisky. Og slet ikke hvis der er tale om single malts fra skotske destillerier, som for længst har slukket og lukket for produktionen.
Næh, det er blevet til produkter, der har skiftet kategori. Nu listes de blandt antikvite­ter og her gælder ganske andre regler for udbud og efterspørgsel. Helt svarende til vel­bevarede Tekno-biler i æske fra 50' erne. De har omdannet sig til kuriositeter i overordent­lig høj kurs.
 
Hver gang mistes en særlig smag
Jagten på udvalgt skotsk whisky med navn, oprindelse og historie optog helt nye dimen­sioner i Danmark, da de yngre generationer fik øjne - samt næse og smagsløg - åbnet for den rige variation i det århundrede gamle destillat fremstillet af de klanklædte origina­ler på blødt vand og god byg.
Interessen føjer sig til den internationale, men især europæiske tendens til at lede efter og servere det overraskende og anderledes, det håndgjorte og oprindelige ikke blot fra de britiske øer men også fra andre egne med tradition for at destillere råvarer - på korn, frugter eller druer - til noget exceptionelt.
Imidlertid har den meget velhavende og strategisk målrettede skotske whiskyindustri på ganske særlig vis formået at gøre en dyd af en nødvendighed: Der var for mange gam­meldags produktionssteder. Så de lukkede de urentable og mindre betydningsfulde whi­sky-destillerier for at tilpasse produktionen til efterspørgslen. I stedet har firmaerne især i de seneste tyve år skabt et utal af varianter af de bedste, således at der hele tiden er noget at vælge i mellem. Det har aldrig været og er stadig ikke nogen misundelsesværdig opga­ve som enten whisky-direktør eller firma­bestyrelsesformand at stå frem og meddele, at nu lukker vi X-destilleri pga. produktions­hensyn.
Hver gang rykker det i hele lokalsamfun­det, helt svarende til de voldsomme reak­tioner som henholdsvis" Mejeriselskabet Danmark" og senere "Arla" tillige med "Tulip" og "Danish Crown" har affødt, når de meddelte fusioner. Ikke blot er arbejdsplad­ser gået tabt i yderområder med vanskelige beskæftigelsesforhold. Fagfolk har med rette kunnet spørge, om det nu var rigtigt at dreje nøglen om for netop denne virksomhed.
For der har været det ekstra element med whisky-destillerier, der skulle lukke: Det var ikke blot spørgsmålet om produktion af mælk eller grise fra en særlig egn, der ophørte. Det var bortfaldet af en særlig whisky-smag - en nuance, der ikke længere kunne opleves i sin rene udgave eller ikke mere var tilgængelig for de store whiskyhuses blendere, når de komponerede blandinger.
Et whisky-destilleri, der slukker kedlerne, bliver derfor automatisk en legende, uanset om produktionen tidligere mest var betragtet som middelmådig. Og resterne af dets whi­sky på lagerhusenes tønder derfor et efter­tragtet objekt. Så få fade og liter er tilbage, som alle whisky-freaks nu pludselig kaster sig over for at få del i historien.
 
Hver fjerde malt er væk på 30 år
Jagten på historiens dråber fra fortiden er et nyt fænomen som følge af den nærmest fana­tiske interesse for whisky og single malts, der i dag mønstrer hen ved 1 mill. sider på inter­nettet! .
For Skotland har oplevet det tidligere. Whiskyproduktionen har - siden den blev regel sat og ført i system omkring 1825 ­naturligvis haft sine op- og nedture med til­hørende opblomstring af ny destillerier - og tilsvarende voldsomme konkurser og likvidati­oner til følge.
Især det skotske lavland syd for linjen mel­lem Edinburgh og Glasgow mærkede kon­kurrencen. I begyndelsen af det 19. århun­drede var lavlandet hjemsted for henved 300 destillerier, der var karakteristiske for deres milde og forfinede smag. Men de buk­kede hurtigt under, da de ikke kunne stå sig mod højlandets mere fyldige og karakterfyld­te typer. Indtil sidst i 1900-tallet var det imid­lertid ikke forandringer, der bekymrede kun­dekredsen i særlig grad. For dengang var det endnu ikke på mode at gå efter single malts ­dvs. rene aftapninger fra udvalgte destillerier. Whisky var lig med blended whisky - Johnnie Walker, Ballentine, Long John, J & B, Dewars, osv. - og det var forbrugeren inderligt lige­gyldigt, hvilken malt, der var i blandingen, sålænge den blended whisky smagte, som den plejede.
Da whisky-firmaet Grants i 1970' erne lan­cerede sin single malt Glenfiddich i ren udga­ve, lagde det grunden til nutidens feins­chmeckeri for de "skotske slotsaftapninger". Dengang stod dampen fra kedlerne på ca. 120 skotske destillerier. Her godt 30 år sene­re er dampen lukket ud fra et tilsvarende antal, så der nu kun er ca. 90, der produce­rer.
Men situationen er højst forskellig for de 30 whisky-destillerier, der var aktive den­gang. Nogle har blot indstillet produktionen i en kortere periode. Andre er - som skotterne udtrykker det - "mothballed" - dvs. puttet i mølpose. Og så er der nogle, der har været en del af et andet destilleri- enten malt eller grain.
Dog er hovedparten lukket for bestandig. Måske står bygningerne endnu, men de er så solgt til anden anvendelse, lejligheder, firma­er - eller ikke sjældent til hotel eller restaurant med destilleriets gamle navn som attraktion. Og med de smukke, klassiske pagode-tårne på bygningen med korntørring bevaret. Andre steder skal man på det historiske loka­larkiv for at finde tomten, som omfartsveje, tankstationer eller supermarkeder har lagt sig på.
 
Krig og puritanere lukkede de første
Lukning af whisky-distillerier er historisk fore­gået i bølger forårsaget af pludselig og vold­som afmatning på markedet, som ingen kun­ne forudsige. Her har bl.a. krige - og ikke mindst de to verdenskrige spillet en rolle. Men også evnen til omstilling og fornemmel­se for efterspørgsel har været udslagsgiven­de.
Et godt eksempel er den skotske whisky­region Campbeltown - en halvø vest for Gla­sgow, der op til Første Verdenskrig blomstre­de med over 20 destillerier, kendt for deres mørke, kraftige karakter i duft og smag, påvir­ket af beliggenheden ud til Atlanterhavets voldsomme vejrlig. En lokal kulmine skaffede billigt brændsel til produktionen. Den lette adgang til søtransport var en klar fordel for halvøens whisky-afsætning sammenlignet med producenterne i det skotske højlands indelukke.
Men de gode tider tog en slem drejning ved et sammenfald af omstændigheder: Afholdsbevægelsen fik fodfæste med finans­og rustningsminister Lloyd George som ban­nerfører. Spiritusskatten blev fordoblet for at finansiere blodbadet mod Tyskland og stærk alkohol blev stemplet som "mere krigsskade­ligt end truslen fra alle Tysklands ubåde til­sammen". Derefter fulgte USA's mere end ti år lange forbudstid, der tørlagde eksporten.
Tilsvarende Campbeltown som whisky­region. 18 af 21 destillerier drejede nøglen om i 20' erne. Endnu et - Rieclachan - lukke­de i 1934. I dag huser halvøen kun to - Glen Scotia og super-malten Spring bank, hvis navn kan få whisky-kendere til at falde i tran­ce.
Massakren på Campbeltowns whisky-pro­duktion er imidlertid et lukket kapitel. Der er ikke mere whisky fra dette museumsarkiv til­gængeligt. Hvad der var på lager blev brugt i blended whisky, som for længst er drukket.
 
Det gør ondt at dreje nøglen om
Meget var anderledes ved den store "udrens­ning" godt 60 år senere. I slutningen af 1970' erne faldt efterspørgslen på skotsk whisky drastisk internationalt som følge af bl.a. oliekrise og global økonomisk afmat­ning. Så Skotlands store whiskykoncern Distil­lers Compagny Ltd.(DCL) - der senere blev til UDV og i dag Diageo - lukkede i 1983 21 af sine 45 destillerier og samtidig blev pro­duktionen på yderligere 8 indstillet.
Skotter og whisky-elskere måtte sige farvel til destillerier over en bred bank fra højlandet og lavlandet til ø-regionerne. Banff, Brora, Coleburn, Dallas Dhu, Glenesk, Glenlocky, North Port/Brechin, Port Ellen, Pittyvaich, Rosebank og St. Magdalene var blandt dem, der fik kniven fra DCL. Mens firmaer som Grant, Allied, Inverhouse og Long John fulgte efter og lukkede Convalmore, Glencraig, Glen Flagler, Kinclaith og Lochside i samme periode. Det var - som det huskes - ikke lige tiden for whiskydirektører og bestyrelsesfor­mænd at begive sig alene rundt i de skotske lokalsamfund efter mørkets frembrud. Vreden over de barske beslutninger og deres følelige konsekvenser var udtalt. Ligeså frustrationen over at miste egnens stolthed: destilleriet, som efter de Jokales opfattelse fremstillede ver­dens bedste whisky.
Det var naturligvis ikke sandt, men det kun­ne ingen ekspert overbevise de rasende bor­gere om i nødens stund. Først senere blev de store whiskyfirmaers strategi forstået ­omend næppe elsket. For konsekvensen blev en satsning på de single malt whiskys, der vir­kelig gør en forskel, er typiske for Skotlands forskellige egne og som ingen blender kan undvære, når de store blended whiskys styk­kes sammen.
Kort efter den store lukning sendte det nydannede United Distillers sin Classic Malt­serie på markedet med Cragganmore, Dalwhinnie, Glenkinchie, Lagavulin, Oban og Talisker. Chivas-gruppen fulgte efter med sin "Heritage Selection" og derfra udviklede den intensive promovering af prestigefyldte single malt-serier sig. Nu skulle Balvenie,
Glenfiddich, Glenmorangie, The Glenlivet og Macallan ikke blot være tilgængelig i den sædvanlige single udgave, de skulle også kunne købes i forskellige aldre, lagret på for­skellige fade og fås i forskellig alkoholstyrke.
 
Dødsboer med de herligste skatte
Men samtidig stod et genfærd frem fra forti­den i meget håndgribelig form. Det er formo­dentlig kun inden for spiritus-industrien, det kan lade sig gøre. Men faktum er, at selvom et whisky-destilleri er lukket, nøglen drejet om, kedlerne afmonteret, så kan afdøde sta­dig præsentere sig i fuldt vigør.
For det tager mindst 8-12 år at modne nydestilleret kogt byg til en whisky med farve og smag. Og den bliver ikke ringere af at vente 16 til 20 år på fadet.
Derfor er interessen for de mange "døds­boer" vokset intenst i de senere år. For de luk­kede destilleriers produktion fra de sidste år har hvilet og modnet på fade, hvor de nu run­der netop 20 års alderen. Og det er for whi­sky-freaks væsentlig mere spændende end en afdøde Bedstes korsstingspuder.
Både ejerne af de lukkede og midlertidigt indstillede destillerier har set muligheden. Sammen med de uafhængige aftappere som f. eks. Cadenhead og Gordan & Macphail sender de nu de gamle single malts på mar­kedet, nærmest under mottoet: sidste dråbe før lukketid. Og prisen - den bliver derefter: Sjældent under 500 kroner - oftere nær 1000 pr. flaske.
Og hvad angår de malts, hvor der efter­hånden kun er få fade tilbage, bliver prisen horribel. Den sjældne lavlands-malt Lady­burn, som Grants primært brugte til blend, kan endnu fås i en l 973-udgave på 50,5% ­hvis man har penge med: 5.750 kr. flasken. Og Long Johns single malt destilleri Kinclaith, der lukkede i 1976, fås nu på miniflasker med 5 cl. til over 700 kr.! Så bliver selv Belu­ga kaviar billig i sammenligning.
Det er efterspørgslen, der gør det. Ikke mindst i kraft af den særlige omstændighed, at her er mindet om en whisky ikke blot noget, "man har lov at ha"', som det lød i den gam­le danske revyvise. Det er også noget, men kan genopfriske.
 
Her kan man dufte fortidens dråber
Det er ganske svært at lave den endegyldige liste over lukkede skotske destillerier. Endnu sværere er det med de destillerier, der lagt i mølpose (mothballed). For situationen for den skotske whisky-produktion ændrer sig konstant. Så destillerier lukker, ligger stille og genåbner på skift.
Et eksempel herpå er single malten Tullibardine, som ejerne Whyte & Mackay sluk­kede for i 1995 og som alle mente var død, lige indtil denne artikel gik i trykken. For den 20. juni meddelte "The Scotsman", at der nu lå en finansieringsplan på 110 mill. kr. for at genåbne destilleriet i Perthshire i det centrale højland. Ideen er at kombinere beskæftigelse med turisme. 120 får job, når man moderni­serer destilleri-bygningerne med både besøgscenter og restaurant. For destilleriet skal udgøre en turist-attraktion i kraft af belig­genheden op til Skotlands hovedvej A9. Whi­sky-produktionen er planlagt til at begynde til august og første flaske i 10 års udgave skal på markedet i 2013.
Men ikke alle gamle skotske destillerier får den chance, der gives Tullibardine. Føl­gende er listen over de single malts, hvis pro­duktion er lukket, og som nu kun findes blandt tilgængelige restpartier på markedet:
Banff, BenWyvis, Brora, Coleburn, Conval­more, Dallas Dhu, Glen Albyn, Glencraig, Glen Esk/Hillside, Glenglassaugh, Glen­locky, Glen Mohr, Glenugie, Glenury, Inver­leven, Kinclaith, Lochside, Millburn, Mof­fat/Glen Flagler, Mosstowie, North Port/Bre­chin, Pittyvaich, Port Ellen, Littlemill, Ladyburn, Rosebank, St. Magdalene og Tamnavulin.
 
Følgende destillerier er lagt i mølpose og til salg:
Allt-a-Bhainne, Benriach, Braes of Glenlivet, Glen Keith og Caperdonich.
 
Og endelig ligger følgende tre stille, men kan umiddelbart genoptage produktionen: Ard­more, Tormore og Imperial.
 
Så gode var de nu heller ikke
Hver gang et skotsk whisky-destilleri er lukket, har det skabt sorg og rykket i lokalbefolknin­gens selvforståelse. Men ser man bort fra tabet af arbejdspladser og indskrækning i smagsmuligheder, er beslutningerne om destilleri-lukninger sket ganske velovervejet.
Med få undtagelser må man sige, at ver­dens whisky-elskere sagtens kan overleve tabet af ganske mange af de lukkede malts. De fleste var middelmådige, nogle aldeles ligegyldige. Og slet ikke med kendetegn og egnstypiske særpræg som f. eks. en Ardbeg, en Springbank, en Highland Park eller Macallan.
En undtagelse kunne være Glen Mohr fra Inverness, hvis lukning både kendere og loka­le stadig begræder. For. destilleriet havde historie med rødder til Machinlay-whiskyhu­set. Og så blev det udødeliggjort af den skot­ske romanforfatter Neil Gunn, der boede lige overfor, med sentensen: "En mand ved ikke hvad whiskyer, før han har prøvet en perfekt modnet malli".
Glen Mohrs kvalitet er/var uomtvistelig med sine noter af honning og røg samt en utrolig lang eftersmag. Så helstøbt var den, at Machinlays kunne sælge den som single malt i 1920' erne på et tidspunkt, hvor det ellers var blended whisky, der aldeles domi­nerede markedet.
Ellers er det mest historien om destillerier­ne, der bliver stående. Og bedst af alle histo­rien om det nu nedrevne højlands-destilleri Bannf. Dets single malt whisky var højst andenklasses. Men den havde sin virkning den 16. august 1941, hvor tyskerne angreb og en Junkers JU-88 bombede lagerhus nr. 12. .
Hundredevis af fade eksploderede og fløj gennem luften. Og tusindvis af liter spiritus løb hen over markerne og ned i de nærlig­gende vandløb. Med det resultat at ænder, gæs og andet fjerkræ flaksede døddrukkent rundt i luften. Og køerne mistede en malk­ning, fordi de ikke kunne stå på benene!
Fra Berlin lød det triumferende budskab samme aften, at det var lykkedes Aksemag­terne at ødelægge et stort våbendepot i det nordlige Skotland. Men som de lokale udtryk­te det med klassisk skotsk underdrivelse: Sandheden var langt alvorligere...