Maltwhisky i alle aldre og smagsnuancer

Gå ikke blot efter single maltens navn. For de kan smage vidt forskelligt alt efter alkoholstyrke, fadlagring og det firma, der har tappet den.
Der er rigeligt at tage fat på, hvis man falder for sing­le malt. Markedet bugner af maltwhisky i alle af­skygninger som ingensinde tidligere. For efter at single malt er blevet en enorm forbrugersucces, har de skotske whisky-producenter måttet oppe sig for at fast­holde en stadig mere kræsen kundekreds, der spejder efter nyheder fra alle Skotlands regioner.
I praksis har firmaerne måttet udvide sortimentet gan­ske kraftigt igennem de seneste 20 år. For der var fra starten ikke så meget at vælge imellem. Mens en vin­interesseret kan boltre sig imellem flere tusinde forskelli­ge slotsvine alene fra Bordeaux, har der siden Anden Verdenskrig ikke været produceret mere end godt 100 forskellige maltwhiskyer.
Antallet har endda varieret, fordi produktionen har været præget af stærkt svingende efterspørgsel og der­med økonomi i den skotske whiskyindustri. I tider med vanskelig afsætning er produktionen blevet indstillet. Destillerierne er blevet "lagt i mølpose", som det hedder. Eller også har store fusioner mellem whiskykoncerner koncentreret produktionen på nogle destillerier og lukket andre.
Men hvad der er mistet udadtil ved lukning af destille­rier og dermed maltmærker - der var således 329 whi­skydestillier i 1825 - er skabt indadtil ved at tilbyde hver enkelt single malt i et hav af udgaver.
 
Samme variation som i Bourgogne
Med reference til grand cru-interessen for Bordeaux-vine taler man i dag om single malts som Skotlands "slotsaftap­ninger" . Udtrykket er ganske beskrivende for de forskelli­ge maltwhiskyers egenart. Men det vil, når man ser pådagens udbud, måske være mere dækkende at sammen­ligne med Bourgognes vine fra de bedste marker - climats.
For en stor Bourgogne-vin, for eksempel fra Grand Cru marken Chambertin, kan smage meget forskelligt, af­hængigt af hvem der har lavet og af tappet den. Tilsva­rende er det blevet med single malt whisky. De optræder ikke som tidligere blot i en enkelt udgave. Nu kan de fås i op til 10 eller flere varianter.
Et eksempel er Glenmorangie fra det nordlige højland, der på grund af sin komplekse karakter altid har været den foretrukne single malt i Storbritannien. I 70'erne var det tilstrækkeligt at sende en 10-års udgave på markedet. Siden har ejerne måttet erkende, at det var for lidt til at klare sig i den skærpede konkurrence. Så nu fås Glen­morangie både i den oprindelige 10 års, i en ny 18 års og i tre nye typer, hvor maltwhiskyen er lagret på hen­holdsvis sherry-, port- og madeirafade, der giver en for­skellig karakter og smag.
Andre kendte single malts som f. eks. Balvenie fra Spey, Highland Park fra Orkney eller Bowmore fra Isley fås ikke blot i forskellige aldre og lagret på forskellige fade. Nu er det også en del af konkurrence-parametret at sælge maltwhiskyen i original fadstyrke på 50-60%. Og når producenterne kombinerer de forskellige muligheder mellem fadstyrke, lagring på flere fadtyper og alder er mulighederne næsten uendelige.
 
Endelig har flere destillerier udviklet særlige luksusud­gaver af deres single malt. Et eksempel er "a'bunadh" ("den oprindelige") fra destilleriet Aberlour. En magtfuld single malt på 59,6%, der i mangt og meget minder om tendensen inden for vinverdenen, hvor f. eks. kendte Tos­cana- og Rioja-firmaer fremstiller supervine oven på deres normale serier som en særlige attraktion for et købedygtigt publikum.
 
Aftapperen er vigtig
Men det stopper ikke her. For ikke blot forsynes marke­det fra de store whisky-koncerner som f. eks. UDV, Allied Domecq, Highland Destillers og World Brands (Pernod­Ricard) eller de privatejede familieforetagender som Wil­liam Grant & Sons. Parallelt med de store findes mere end en snes uafhængige af tappere og forhandlere, der siden 1800-tallet har købt maltwhisky op på Skotlands destillerier, som forhandlerne så har lagret efter egen tra­dition.
Det betyder, at to umiddelbart ens 10-års udgaver af f.eks. den stærkt røgede Islay-malt Laphroiag kan dufte og smage mærkbart forskelligt, afhængigt af om de kom­mer fra Allied Domecq's hovedproduktion eller fra fade, som aftapperfirmaerne Cadenhead eller Gordon & Mac­phail har plejet.
Forskellen består ikke blot i den variation af påvirkning fra egetræet, der naturligt kan være mellem to fade. Den består nok så meget af andre faktorer. F. eks. hvilke far­vestoffer der lovligt tilsættes (karamel) for at justere whi­skyens farve. På hvilken måde single malt whiskyen reduceres fra fadstyrke på omkring 60% til den gængse
salgsstyrke på 40-43%. Eller på hvilken måde whiskyen filtreres, hvorved duft- og smagsstoffer risikerer at gå tabt i større eller mindre omfang.
Det kan umiddelbart betragtes som en ganske sofisti­keret diskussion. Men det er det på ingen måde. For de forskelle der eksisterer i forarbejdningsprocessen hos hver enkelt whiskyaftapper giver lige så stor variation i en enkelt maltwhisky, som de forskelle mange whisky­drikkere med det samme sporer, når de sammenligner to single malt-mærker.
Så bliver man først bidt af maltwhiskyens jungle af muligheder, er der nok at tage sig til flere år frem. Først gælder det om at finde de ca. 10 single malts, man synes bedst om, alt afhængigt af tidspunkt på dagen for nydelse. Dernæst hvilken udgave af maltmærket - 10 år, 15 år eller fadstyrke - der er den foretrukne. Det kan være et sværf valg. Men på den anden side er det så afgjort et af livets mere fornøjelige.
Se også: De 20 bedste single malts ?