Vinglassets design

Vinglassets udformning har langt større betydning for smagsoplevelsen af en vin, end de fleste forestil­ler sig. De fleste glasfabrikanter er omsider fuldt bevidste om dette og hæmningsløs design plagiering er ganske normalt.
Gode vinglas er det værktøj, der får gode vine til at give de bedste smagsoplevelser og synsoplevelser. For den maksi­male oplevelse kræves endvidere at værktøjet er "lækkert", d.v.s., at:
+ glasset er let
+ stilken er tilpas lang (så man kan få plads til fingrene og ikke behøver sætte fedtfingre på kalken, som også ville indebære påvirkning af vinens temperatur)
+ stilken er rar at holde om (ingen generende dippedutter, kranse,  snoninger, store pressesøm etc.)
+ glasset har den rette balance (balancepunktet på det tomme glas skal ligge der, hvor man holder om stilken eller lidt neden herfor, ellers vil glasset føles, som om det er ved at vælte i hånden og i så fald, vil man skulle "krampe" fast om glasset)
+ foden er tilstrækkelig stor til, at glasset står stabilt
+ glasset ikke er så tykt, at man føler, at man skal "gabe" over
kanten, når det sættes til læben, og "smaske" om kanten for at vinen ikke løber ud af mundvigene (en passende tykkelse er 0,7­1.0mm)
+ mundranden ikke føles skarp for læberne
+ glasset er "upyntet", d.v.s. fuldstændig klart, uden beslibninger og farveløst, så det gengiver vinens farve og klarhed korrekt
+ glasset har "anticentrifugalfacon" så vinen kan slynges rundt i glasset uden, at man skal på renseriet med bukserne (pas på med Martiniglas, Christian VIII glas og andre kegleformede)
+ glasset ikke er vindt og skævt (ville vanskeliggøre slyng­ning/iltning af vinen i glasset)
+ glasset er stort nok (absolut minimum til rødvin er 3 dl, men ger­ne mere) så en passende mængde af den pågældende vintype (eksempelvis 1-1,25 dl rødvin) når ca. op til glassets bredeste punkt (gælder ikke for mousserende vine) samtidig med at der sta­dig er rigeligt med luft mellem væskespejl og mundrand til, at man kan slynge vinen i glasset.
 
Udover disse ufravigelige krav vil en smuk form (her spiller smag og behag dog selvfølgelig ind), god klang og stor lysbrydnings­evne øge æstetikken. De sidste 2 kriterier fås kun ved krystalglas. Vi døber lige her og nu alle de ovennævnte kriterier for basiskrav (til lækre vinglas).
Efter at basiskravene er opfyldt, kan man opstille en række krav, som sikrer at, man får den fulde nydelse ud af en vin, hvad lugt, smag og eftersmag angår. Nogle af disse krav er allerede opfyldt, når basiskravene er tilgodeset. Det gælder f.eks. kalkens størrelse hvor tilstrækkelighed på dette punkt også indebærer, at vinens dufte kan lejre sig i lag i glasset i stedet for at forsvinde fra vinen direkte ud i rummet.
Anticentrifugalfacon indebærer tillige et glas, som ikke har sit bredeste punkt ved mundranden og som derved koncentrerer duften op mod næsen. Hvor utroligt det end måtte lyde, designes og pro­duceres der fortsat endog meget dyre, mundblæste glas tiltænkt drik­ning af god vin, som måske nok er smukke, men som "dumper" på op til flere af ovennævnte punkter! Det er ikke gjort med, at glasset pyn­ter på et i øvrigt veldækket bord, det skal både pynte, være lækkert at håndtere og sikre den bedste smagsoplevelse.
 
Det funktionelle vinglas
De første vinglas, som til fulde opfyldte ovennævnte basiskrav for lækre glas og som ud fra anatomisk og kemisk viden, var designet til at muliggøre den bedst mulige smagsoplevelse (duft, smag og efter­smag), så dagens lys på overgangen mellem 1950'erne og 60'erne. Opfinderen var Claus Josef Riedel, der på sit og faderens glasværk Kufsteiner Glashutte i Østrig eksperimenterede med for­skellige design på glas og fandt ud af, at ikke blot glassets størrelse, men at også kalkens facon havde enorm betydning for smagsople­velsen.
Claus Riedel blev dermed faderen til det funktionelle vinglas, og hans ideer er siden plagieret af stort set samtlige konkurrenter. Angående duften fandt Claus Riedel ud af, at glasset skulle snævre ind for oven for at koncentrere den og at åbningens størrelse og form har betydning for, hvor på tungen vinen lander og dermed for, hvil­ke signaler der videresendes til hjernen.
At det sidste er interessant skyldes, at tungens receptorer for smag er delt ind i 4 typer (sødt, surt, salt og bittert) og at disse sidder i bestemte zoner (klik ind på www.riedelcrystal.com og se "landkor­tet"). Konsekvensen af at forskellige druer/vintyper kræver forskelli­ge facon på glas medførte, at Claus Riedel i 1973 i samarbejde med ALS. (Associazione Italiana Sommeliers - den vigtigste vintje­nerforening i Italien) præsenterede de første 10 glasformer (fortsat del af Riedels mund blæste "Sommeliers" serie) på sommelierernes årskongres i Orvieto. I forhold til konkurrenterne stod det dermed 10­-0 til Riedel!
I dag består Riedels Sommeliers serie af 32 forskellige glas til diverse vin- og spiritustyper, alle i 24% blykrystal. Det høje prisni­veau og ønsket om lidt robustere glas gav basis for lanceringen af den maskinfremstillede serie "Vinum", der ved fremkomsten i 1986 var en revolution inden for maskinfremstillede glas. I dag tæller Vinum serien 25 "medlemmer", alle lavet af 24% blykrystal.
 
Georg den 10. Riedel
Vinum serien blev skabt af Claus Riedels søn Georg, 10. generation inden for og nuværende leder af firmaet Riedel. Georg Riedel er en værdig arvtager efter sin far og designer kontinuert nye glas og rej­ser bestandigt kloden rundt med jet eller i "alvorlig" Audi A8, som ambassadør for det funktionelle vinglas, ikke mindst for Riedels egne af slagsen.
At spørge, nej lad os hellere sige anmode, om et interview hos chefen i Kufstein er vanskeligere end at komme ubegrundet i audiens hos Dronningen. Ulasteligt klædt i det fineste italienske haute couture dress gives lynaudiens. Stemningen er præget af alvor og højt selv­værd, ingen tid til pjank her. På spørgsmålet om hvorfor man ikke tid­ligt tog patent på nogle af glasdesignene som f.eks. den ægge- eller tulipanform, som faderen skabte i 1959 (Sommeliers seriens nr. 400/00 - "Bordeaux Grand Cru") og som siden er blevet det mest plagierede glasdesign overhovedet svarer Georg Riedel: "Det er svært at tage patent på formen af et æg!" Det eneste glas, som Rie­del har taget patent på (1997/98), er et professionelt smageglas.
 
På trods af at konkurrenterne har plagieret Riedels design en mas­se - og det ret høje prisniveau - brager Riedel glassene fortsat frem. Alene Vinum serien, som laves på andre glasværker for Riedel, sæl­ges pt. i et antal af 8 mio. årligt. Sommeliers serien sælger man 6-­700 tusind af om året. Herudover kommer andre glasserier.
Riedel har selv 2 glashytter, en i Kufstein og en i Schneegattern, 20 km nordøst for Salzburg. På disse laves udelukkende mundblæst glas, og der er mulighed for rundvisning, multimedie indføring i kon­ceptet bag det funktionelle vinglas og køb af 1. sorterings glas til alm. butikspriser og 2. og 3. sorteringsglas til pænt reducerede priser.
 
Riedels konkurrenter
Efter Riedels introduktion af Sommeliers serien i 1973 er der kun sket to væsentlige designfornyelser. Det ene indslag gik dog hurtigt i sig selv igen, nemlig den franske serie "Les Impitoyables" ("de nådesløse/ubarmhjertige") fra 1980' erne, der hed sådan, da disse glas bl.a. afslørede enhver fejl og mangel ved en vin. De var fremragende værktøjer til at "dissekere" vine, men p.g.a. manglende stilk var de
svære at drikke af og røg derfor "ubarmhjertigt/nådesløst" ud af mar­kedet igen.
Den anden væsentlige fornyelse så dagens lys i 1997, hvor fransk­manden Jean Pierre Lagneau designede en serie oh-la-la glas for den tyske glasfabrikant Spiegelau. Det nye glaskoncept blev i 2000 omsat til den maskinfremstillede glasserie Authentis/Winetasters Collection, der har en modificeret ægform.
I forhold til den klassiske ægform har Authentis lidt mere "kantet"
facon hvor de "næsten lige linier" muliggør, at glassets bredeste dia­meter (læs vinens overfladespejl) bliver større og åbningen mindre end i et æg/tulipanformet glas med samme rumindhold. Dette har en koncentrerende virkning på vinens duft, tillige med at ilten får endnu større adgang til vinen. Vigtigheden af det sidste har, hvad angår vinens opførsel i munden, senest været bevist videnskabeligt af Kari Russell fra University of Tennessee, Knoxville, U.S.A., der har opstillet et eksperiment til måling af iltningen af tanniner i forskellige glasdesign
 
Succesen Spigelau
Spiegelau har haft stor succes med sin nye glasserie. Selv Riedel har ladet sig inspirere og kom således i 2000 med sin tilsvarende serie, "Vinum extreme", der bryder med Riedels koncept om, at alle glasde­sign skal være fremkommet efter utallige tests i firmaets smagepanel. Georg Riedel oplyser at Vinum extremes design udelukkende er skrivebordsbaseret.
Glasfirmaet Spiegelau er i øvrigt et nyere fænomen. Det har sit navn efter en af 4 glaslandsbyer i Bayrischer Wald på den tyske side af grænsen til Tjekkiet. Flækkerne, der ligger som glasperler på en snor, er fra nord mod syd: Zwiesel, Frauenau, Spiegelau og Riedel­hutte (ingen sammenhæng med glasfamilien Riedel fra Kufstein). Fra 1575 til i 1992, hvor det blev opkøbt af den store tyske glaskoncern Nachtmann, hed glasværket i Spiegelau Klingenbrunn og lavede "gammeldags" glas, fortæller kvalitetschef Rudolf Prosser på bayerisk.
Siden er det gået gevaldig stærkt. I dag laver Spiegelau 14 mio. glas pro anno, herunder den prisbillige, glimrende, maskinfremstillede Vino Grande serie, den relativt billige, mund blæste Grand Palais serie, begge i modificeret Riedel design, den stjernedyre, mund­blæste, fnuglette Willsberger Collection, designet af den tyske gastro­nomi redaktør af samme navn, samt diverse andre serier under egne navne eller for andre mærker.
 
Hjemmets glasbatteri
Hvis man skulle være klædt på til altid at have det mest perfekte glas i 12 eksemplarer til en vilkårlig vin, ville dette kræve et velvoksent "påklædningsværelse", for ikke at sige en glashangar. Men der er ingen grund til at fortvivle, for vinen smager jo næsten lige så godt af et godt glas, som overholder basiskravene til lækre glas.
Hvordan griber man så sagen praktisk an? For det første vil et hvil­ket som helst vandglas - nå ja måske med undtagelse af ungernes 2­lags af plast med små delfiner og glimmer som svømmer rundt mellem lagene - kunne sættes selv på et pænere bord.
Glas nr. et, som skal indkøbes, er et ægformet ("Bordeaux") rødvinsglas (3 1/2 - 4 1/2 dl rumindhold), dernæst kan man købe et tilsvarende i hvidvins størrelse (ca. 3-3 1/2 dl rumindhold). Alternativt kan man starte med hvidvins­glasset, der hvis det er lidt til den store side, fint kan bruges til rødvin også.
Dernæst følger et slankt dessertvinsglas der også kan bruges til aperitif og til nøds også til mousserende vin. Herefter følger et stort ballonglas ("Bourgogne") og dernæst vandglas, champagneglas og først dernæst, hvis man vil fortsætte legen, diverse specialglas til spe­cifikke vintyper som falder specielt godt i ens smag.
Og husk en rigtig god øl smager altid bedre i et stort ægformet glas end i et senneps­glas.